Lilleholt: Biogas giver dobbelteffekt
Når biogas anvendes til transport, har det dobbelt effekt, fordi det sænker udledningen af drivhusgasser både i landbruget og i transportsektoren, sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, da han åbnede Roadshowet Biogas til Transport i Herning den 9. maj.
Ved roadshowet havde ministeren blandt andet lejlighed til at besigtige et nyt Iveco Stralis sættevogntog til gas, som er blevet købt af transport- og logistikfirmaet Frode Laursen. Vogntoget skal bruges til distribution af dagligvarer i hovedstadsområdet.
Bliver mødt med krav
»Vi kan ikke bare læne os tilbage og se på, at udledningerne vokser. Jeg forventer, at vi vil blive mødt med EU-krav i den høje ende med hensyn til reduktion af udledningerne, og biogassen vil kunne hjælpe sektoren på vej til at reducere udledningerne,« sagde ministeren.
I forlængelse heraf oplyste han, at en ny ordning, der giver mulighed for at støtte anvendelse af biogas direkte til transport – det vil sige uden om naturgasnettet – træder i kraft 1. juli.
Omkostninger skal ned
»Samtidig skal jeg også gøre det klart, at samfundets omkostninger til produktion af biogas stiger, og derfor har vi stort fokus på, at biogassen på sigt ikke bliver for dyr. Vi vil ikke rive tæppet væk under biogasanlæg, der er i gang, men på sigt vil vi sænke omkostningerne. Det er også min opfattelse, at de mange nye anlæg, der er på vej i øjeblikket giver grundlag for, at produktionsomkostningerne kan sænkes,« sagde ministeren til de cirka 65 deltagere fra kommuner og virksomheder, der var mødt op for at diskutere mulighederne for at øge anvendelsen af biogas i transportsektoren.
»Vi kan vel godt være enige om, at der intet glorværdigt er i at være på støtten,« sagde Lars Christian Lilleholt.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.