DEBAT: Kan ikke ties ihjel
Jeg er enig med DTL/Erik Østergaard i modsvaret til Henrik Beck fra Danske Speditører.
DTL og DTL's bagland har ret, virkeligheden kan ikke ties ihjel.
Kommentarer til Henrik Beck's opkast kan faktisk gøres ganske kort og præcis, nemlig de historier fra virkelighedens verden, som Dansk Speditører ønsker skal holdes skjulte, må, skal og vil blive fortalt.
Og jeg kan love Henrik Beck, at FDL, trods opfordring til tavshed, også fremover vil hæve stemmen, så flere og flere hører sandheden.
Det er selvfølgelig ubehageligt, at sandheden om Danske Speditørers storforbrug af underbetalte østeuropæiske chauffører og vognmænd kommer flere og flere til kendskab.
Vores mål, og det, tror jeg også, er DTL's mål, er, at alle Danmarks forbrugere til sidst skal vide, at bag enhver uværdig fortælling om uacceptable forhold, om slavelignende chauffør- og vognmandsforhold til dumping og transportpriser på de danske landeveje står en dansk speditør eller større dansk transportvirksomhed.
FDL har utallige gange forsøgt at fremtvinge svar på, hvorfor man nu benytter de udenlandske chauffører og vognmænd fra Østeuropa. Vi har blandt andet stillet spørgsmålet om, hvad der ud over den billige arbejdskraft/ transportpriser er fordelene ved at benytte østarbejderne og vognmænd ditto frem for danske.
Intet svar er jo også et svar. Så vi tillader os at konkludere, at der er kun lønfordelene og billige vognmænd fra øst, der er eneste grund til at lokke dem til Danmark og byde dem kummerlige forhold.
Det, håber vi, den danske forbruger bider mærke i og vælger en dagligvarekæde, der bruger danske vognmænd og danske chauffører, der aflønnes med respekt for det store arbejde, det er at være på vejen nat og dag for forretningen Danmark.
Christian Jensen, vognmand og formand FDL
Nordvej 12
9900 Frederikshavn