Det var en lettet vognmand, som i torsdags modtog beskeden om, at Retten i Horsens havde omgjort Trafikstyrelsens afgørelse om at tilbagekalde hans vognmandstilladelser efter en sag om omfattende snyd med andre personers førerkort.
I januar blev Hans Germann Nielsen fra Bisholt Vognmandsforretning idømt 3 måneders ubetinget fængsel, 3 års ubetinget frakendelse af førerretten samt en bøde på 156.000 kr. for flere tilfælde af misbrug med tre andre personers førerkort. I maj besluttede Trafikstyrelsen at tilbagekalde hans tilladelser, men den afgørelse blev omgjort ved Retten i Horsens til vognmandens store begejstring.