DEBAT: Kommentarer til udflagning
Ja, det er sørgeligt, men jeg føler det som en fodboldkamp, hvor Danmark har 5 mand på banen, og Polen har alle 11 mand med. Jeg kalder det for unfair, de kommer her til i en BMW M5, som er afgiftsfri, de får 3200 euro om måneden, og det er lige ned i lommen, skat.
Nå ja, det er så som så - jeg kender Lux-chauffører, som ikke har betalt skat i årevis, men de har da også de danske sociale goder ved siden af.
Jo, jeg kan godt se ligheden, men giv mig 3200 euro lige ned i lommen og de samme rettigheder, så kører jeg gerne til den løn.
Willy Davidsen
Sognefogedløkken 14
5592 Ejby
Det er sgu nemt at sidde bag et skrivebord og bare sige, at lønnen skal ned. Hvis man sænker lønnen 27 pct., så er man da helt sikker på, at det bliver Stanislaw og Co., der sidder bag rattet i alle lastbiler. Der er da ingen danske chauffører, der har råd til at sidde der til den løn.
I stedet skulle man måske komme ind i kampen og komme med brugbare forslag til, hvordan vi kommer dette her store problem til livs. Det er jo ikke bare transportbranchen, der har problemer med en for høj løn. Så man er vist nødt til at kigge ud over egen næse.
Men med alle de afgifter af div. slags, som man har lavet på "Borgen" gennem mange år, så er man jo nødt til at tjene en stor løn. Hvis man nu fik skruet noget ned for afgifter og omkostninger i samfundet, så har vi alle råd til at gå ned i løn.
Men det kræver altså, at den offentlige sektor begynder at holde styr på sine udgifter og blive meget mere effektiv. Mange chefer og mellem-ledere i det offentlige sidder kun på deres stol, fordi de ikke er dygtige nok til at bestride et job i den private sektor. Der er mange penge i at nøjes med at gi dem dagpenge.
Hvis jeg bare kan købe det samme for min løn, så kan man for min skyld godt halvere den.
Torben Østergaard Høgh
Møllebækvej 12, Bjerregrav
9632 Møldrup
Næ, hov. Det, der er ude af trit med virkeligheden, er de slaveløninger, østchaufførerne får. Skal europæisk transport bestå af slaver eller af folk, der kan leve et anstændigt liv for sit arbejde? Eller er det måske kun vognmanden, der må leve godt?
Tak og lov for dansk lov og min danske vognmand, der betaler det, han skal. Føj til udflagere og underbetalere.
Kasper Wieder
Tinggården 57
4681 Herfølge
[add:247]