Det voldsomme vintervejr giver gode penge i kassen til vognmænd i især Nordjylland, der har fået rigeligt med sne i de seneste dage, men til gengæld giver det problemer for andre vognmænd, der oplever forsinkelser på grund af det dårlige føre og dermed mister indtjening.
»De, der har kontrakt om at køre sneplove og sørge for saltning tjener rigtig gode penge i øjeblikket, men samtidig mister de jo indtægter på grund af den normale kørsel, der er ramt af vintervejret,« siger formanden for DTL Region Syd, Ole Bang Jensen, til Lastbil Magasinet.