Mens en række kurérvognmænd er hårdt presset på økonomien, og nogle af dem endda i fare for at måtte gå fra hus og hjem, kan den ene af folkene bag det konkursramte ONC Kurérservice ApS glæde sig til snart at skulle på en 14 dages ferie i Thailand med hele familien.
Det oplyser en af de 25 jyske undervognmænd, der blev efterladt i en alvorlig økonomisk klemme, idet vognmændene kørte gratis det meste af oktober, fordi de ikke var blevet informeret om, at det firma, de kørte for, var gået konkurs.