Klar til vinteren
Vintervagter, sneplove og saltspredere står nu klar til at møde vintersæsonens frost og sne på de danske veje, oplyser Vejdirektoratet.
De første saltspredere har allerede været ude at køre, og indsatsen koordineres fra vejcentre rundt omkring i Danmark, som er døgnbemandet med uddannede vintervagter. Sammen med
Vejdirektoratets Trafikinformationscenter (T.I.C.) i København overvåger de vej- og vejrsituationen.
På forhånd er der lavet aftaler med en række private entreprenører, der stiller køretøjer og mandskab til rådighed. Vintervagterne følger vejrsituationen tæt og kalder saltspredere
og sneplove ud efter behov. Det sker blandt andet i form af forebyggende saltning, når der er risiko for glatte veje.
Vintervagterne samarbejder blandt andet med Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), andre vejcentre, kommuner, entreprenører og politi.
"Vinteren sidste år var 10 % under en normal vinter. Det vil sige, den var mildere og kendetegnet ved meget lidt sne. Men selvom de seneste år kun har budt på lidt snefald, står vi alligevel klar med det rette udstyr. Og så vil vi selvfølgelig også henstille til, at trafikanterne klargør køretøjerne til vinterkørsel”, siger vinterkoordinator Claus Anker Hansen, Vejdirektoratet.