Modulvogntog: Tyskland stadig skeptisk
»Det transportpolitiske ambitions-niveau virker fremadrettet og pænt, dog uden at være prangende,« siger Michael Svane, direktør i DI Transport i en kommentar til en tysk regeringsaftale om transportområdet, der netop er blevet offentliggjort.
»Det er interessant, at transporterhvervets konkurrenceevne søges sikret bl.a. ved et løfte om at holde Maut´en i ro i hele regeringsperioden. Regeringen afviser også bompenge samt kørselsforbud i byzonerne. I forhold til lastbilstrafikken er det dog skuffende at se, at regeringen meget kategorisk afviser en højere tilladt totalvægt op til 60 tons,« siger Michael Svane.
Det fremgår af aftalen, at der vil blive igangsat en national forsøgsordning for modulvogntog - dog kun på egnede strækninger.
»Jeg opfatter det sådan, at den tyske regering vil tillade forsøgsordninger med modulvogntog på tværs af delstaterne og til og fra udlandet. Dermed åbnes for den nordlige korridor, som vi har ønsket fra dansk side,« siger Michael Svane.
Det er dog fortsat et åbent spørgsmål, om den enkelte delstat vil kunne afvise at tillade modulvogntog på deres vejnet. Senest har Hamburg kategorisk afvist et dansk ønske om modulvogntog til havnen i Hamburg.
[add:38]