Regler er på børnehaveplan
Mandagens debat-indlæg "Reglerne skal beskytte chaufføren", skrevet af Hans E. Rasmussen, får disse ord med på vejen af Aage Bejer, Hald Ege:
"Jeg forstår ikke Hans E. Rasmussen, når han skriver, at mange chauffører ikke er interesseret i at blive beskyttet mod grov udnyttelse.
Nu tror jeg de fleste chauffører selv kan finde ud af, om de bliver groft udnyttet eller ej, men det er måden at blive beskyttet på, som er problemet.
Vi har fået et regelsæt, som er alt for firkantet, og som ingen kan administrere, hverken myndigheder, vognmænd eller chauffører.
Myndighederne kan eller vil ikke skelne mellem bagateller og grove overtrædelser, vognmænd og chauffører prøver efter bedste evner at få tingene til at glide i det daglige, hvor de kæmper med øget trafik, større krav fra virksomheder i form af "just in time princippet" - det hænger simpelhen ikke sammen.
[add:15]Jeg kender ingen anden branche, hvor man har lavet regler for voksne mennesker under børnehaveplan. Man taler ned til chauffører, man bestemmer, hvornår de skal sove eller hvile sig. Jeg er sgu ved at tro, at chauffører har nemt ved at indrette sig, når de kommer på plejehjem - det er jo mere eller mindre de samme regler, som gælder.
Så hvis de regler er for at beskytte chaufførerne, kan jeg godt forstå, at mange chauffører ikke ønsker at blive beskyttet."
Aage Bejer
Niels Bugges Vej 5, Hald Ege
8800 Viborg