10 danske transportlærlinge var jublende glade, da de lørdag i Messecenter Herning vandt det Åbne Nordiske Mesterskab i Transportteknik 2004.
Det skete i hård konkurrence med Norge, der vandt sølv, og Finland, der sikrede sig bronzemedaljerne. På de næste pladser kom Sverige og Holland, mens Italien, der ikke har en egentlig lærlingeuddannelse på området, deltog uden for konkurrencen.
De bedste i verden
”Der er al mulig grund til at være stolte over det danske holds præstation. Vi kan samtidig glæde os over, at det nu er en kendsgerning, at Danmark har verdens dygtigste transportlærlinge. Der er nemlig ingen tvivl om, at transportuddannelserne i de nordiske lande og Holland hører hjemme blandt de bedste i verden,” siger Jørgen Jæger, der er uddannelseskonsulent i Transporterhvervets UddannelsesRåd, TUR.
Ene høne i kurven
Transporterhvervet er en udpræget mandeverden. Dog havde den 21-årige lagerlærling Kirsten Pilgaard Nielsen fra Ikast tilkæmpet sig en plads på det danske landshold. Og hun imponerede i flere af øvelserne. Blandt andet da det gjaldt manøvrering og godshåndtering med truck. Sikkert, roligt og professionelt gennemførte hun øvelsen til maksimumpoint fra den hollandske dommer.
”Jeg befinder mig godt i transportbranchen, og selv om tonen kan være lidt barsk, genererer det mig ikke, sagde Kirsten Pilgaard Nielsen, der er under uddannelse hos Chr. C. Grene A/S i Skjern.
På gensyn i Herning
Næste gang, man kan opleve nogle af verdens dygtigste transportlærlinge i kamp om et mesterskab, bliver i forbindelse med Transport 2005 den 6.-9. april i Messecenter Herning. Her gælder det danmarksmesterskabet for både chauffør- og lagerlærlinge.