To forslag om stemmerets-begrænsning udløste en heftig debat om medlemsdemokrati på generalforsamlingen fredag i Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL).
Kort fortalt er den store forskel på de to forslag, hvordan der skal stemmes ved valg til bestyrelsen. Bestyrelsens forslag går ud på at bevare de nuværende afstemningsregler, hvor hvert medlem har én stemme, men hvor man derudover har en stemme for hver 500.000 kr. i udbetalt lønsum - med den nye tilføjelse, at intet medlem kan have mere end 10 procent af alle stemmer.
Det andet forslag går ud på, at hvert medlem har én stemme ved valg til bestyrelsen, uanset lønsum - altså én mand, én stemme.
Ekstraordinær generalforsamling
Dette forslag var stillet af formanden for Skive og Omegns Vognmandsforening, Poul Silkjær med Hanstholm Containertransport som medstiller. Forslaget var desuden underskrevet af formanden for Østjyllands Vognmandsforening, Jørgen Buhl og formanden for FDL, Jens Tidemann.
Ingen af forslagene blev vedtaget på generalforsamlingen, idet kun 186 af foreningens 2322 medlemmer var til stede, og det er ikke nok til at stemme om en vedtægtsændring. Derfor skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal stemmes om de to forslag, der vedrører en ændring af vedtægternes par. 24.
Enighed eller ej?
ATL’s formand Joan Hansen sagde, at bestyrelsens forslag er et resultat af det fælles strategi-seminar sidste efterår for bestyrelserne i ATL, DTL og ITD:
»Her var der enstemmighed i de tre bestyrelser om at fremme det forslag, som bestyrelsen nu har fremlagt,« sagde Joan Hansen.
Det fik formanden for FDL, Jens Tidemann - der også sidder i DTL’s bestyrelse - på talerstolen:
»Joan, du skal lade være med at sige, at det er en enstemmig beslutning, for det er det ikke, hvilket også fremgår af alle referater. Vi er enige i, at vi skal være medlem af HTS, og at moderbindingen skal afskaffes, men vi er ikke enige i bestyrelsens forslag om stemmerets-begrænsning. Det ændrer ikke en pind med en begrænsning på 10 procent, for der er alligevel ingen, som i dag støder mod det loft.«
b>Egon: Ingen uenighed
Tidemanns indlæg fik Egon Sørensen, der er medlem af bestyrelsen i ATL, og også har været bestyrelsesmedlem i DTL og ITD, til at tage ordet:
»Jeg har været med på bestyrelsesmøderne i alle tre foreninger, og jeg har aldrig bemærket, at nogen har været uenige i den her beslutning,« sagde Egon Sørensen.
Chr. Jensen: Udemokratisk
Joan Hansen bad medlemmerne tænke på, hvad en stor lønsum betyder i en overenskomst-situation, men det var bestyrelsesmedlem i FDL, Christian Jensen, ligeglad med:
»Det her har ikke noget med lønsum at gøre, og det er pivende udemokratisk. Hvis ikke I stemmer ja til Silkjærs forslag, så behøver 60-70 procent af jer ikke komme til generalforsamlingen fremover, for så har I alligevel ikke noget at sige,« understregede Christian Jensen.
Der er endnu ikke sat tid og sted på den ekstraordinære generalforsamling.