23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Lastbil Magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.

Trafikminister: Vognmandens ansvar skal skærpes

Trafikminister Flemming Hansen vil have styrket Færdselsstyrelsens mulighed for at straffe de vognmænd, der ikke overholder gældende lovgivning.

Det sagde han i sin tale på DTL’s generalforsamling lørdag, hvor han fortalte om de drøftelser, der havde været på Vejtransportrådets seneste møde:

”Dårlig opførsel i trafikken og overtrædelse af lovgivningen vækker ikke alene irritation og støder almindelige menneskers retsfølelse. Den slags adfærd spiller en helt afgørende rolle i forbindelse med sikkerhed,” sagde Flemming Hansen.

”Vejtransportrådet, som DTL er medlem af, har derfor også på sit seneste møde foretaget grundige drøftelser af situationen i transportbranchen og truffet en række vigtige beslutninger.”

Øget stikprøve-kontrol

Ministeren oplyste, at der er enighed i Vejtransportrådet om generelt at styrke Færdselsstyrelsens reaktionsstrategi, så de – få – vognmandsvirksomheder, som gentagne gange eller groft overtræder reglerne, får advarsler eller rammes af sanktioner. Vilkårene bliver skærpet, så sanktioner falder mere prompte, sagde Flemming Hansen og fortsatte:

”Færdselsstyrelsens opsøgende arbejde i form af stikprøvekontrol skal også styrkes. Det er karakteristisk, at det ofte er de samme virksomheder, som ikke kan finde ud af at efterleve reglerne på eet område, som samtidig skaber vanskeligheder på et andet. Lidt firkantet sagt: Hvis der er restancer i moms og skat, så er der ofte også overtrædelse af køre - og hviletidsbestemmelser, svindel med fartskrivere og de andre overtrædelser, som vi har hørt om.

Vognmandens ansvar skærpes. Det må for eksempel være en pligt for arbejdsgiveren eller den ansvarlige leder at sikre sig, at chaufførernes kørekortforhold er i orden,” sagde trafikministeren.

Overhalende lastbiler

Flemming Hansen kom også ind på problemet med overhalende lastbiler:

”Overhalende lastbiler udgør et irritationsmoment, som skaber aggressioner hos andre trafikanter, og derfor også kan udgøre et faremoment. Jeg finder derfor, at der kan være grund til at overveje at udvide de vejstrækninger, hvor der er overhalingsforbud for lastbiler. I har jo vist, at I kan og vil respektere overhalingsforbud. Det viser forsøget om højere hastighed (80 km/t) kombineret med overhalingsforbud på visse strækninger på motorvejene,” sagde ministeren.

Vejafgifter

Vejafgifterne i EU var et andet af de emner, trafikministeren berørte i sin tale:

”Den væsentligste politiske opgave bliver for mig at se at sikre rimelige, gennemsigtige og fair rammer for afgifter. Sigtet må være at skabe så lige konkurrencevilkår som muligt, og for en borgerlig politiker som mig er målet selvsagt at undgå alt for snævre, snærende, restriktive eller ensidige ordninger for erhvervslivet.

Det er derfor vigtigt for mig, at vi får et smidigt system i en europæisk ramme, som er i harmoni med grundtanken i det indre marked: Et marked uden forskelsbehandling på grund af nationalitet.

Det skal koste det samme for en lastbil, uanset hvor den kommer fra, at køre på en bestemt strækning, og afgiftsgrundlaget skal være fastlagt på et objektivt grundlag. Systemet må ikke tillade ”brandbeskatning”.

Der forestår vanskelige forhandlinger, når spørgsmålet kommer op igen. Jeg vil bestemt ikke undervurdere opgavens vanskelighed, men jeg tror på den anden side, at det ender med et fornuftigt resultat set med danske øjne,” sagde Flemming Hansen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.062