Dramatikken udeblev på DTL’s generalforsamling lørdag i Herning, selv om der var kampvalg til bestyrelsen, hvor ITD’s formand Mogens Therkelsen, Padborg nyopstillede.
På forhånd var der spænding om, hvorvidt sagen med H.P. Therkelsen-selskabet Trans Mars brug af rumænere uden arbejdstilladelse, via undervognmand Niels Laursen, ville påvirke valget.
Samarbejde afbrudt
Inden afstemningen gik Mogens Therkelsen på talerstolen og fortalte, at sagen havde berørt ham meget, og at han tager kraftig afstand til ulovligheder i branchen.
ITD’s næstformand Jens Sørensen, Egtved holdt ”valgtalen” for Therkelsen, og han kunne bl.a. fortælle, at Trans Mar nu helt har afbrudt samarbejdet med Niels Laursen, efter pres fra Mogens Therkelsen.
Farvel til Egon Sørensen
Ingen af de øvrige 127 delegerede kommenterede sagen, og Mogens Therkelsen blev valgt ind i bestyrelsen på bekostning af hans forgænger på posten som ITD-formand, Egon Sørensen, Hanstholm.
DTL’s næstformand Jørgen Egeskov Jensen, Vamdrup blev valgets topscorer med 130 stemmer, mens formanden Anker M. Jensen, Glostrup fik 122 stemmer og Karl Otto Kristensen, Gistrup fik 85 stemmer. Mogens Therkelsen fik 76 stemmer, mens Egon Sørensen fik 44.