»Et dansk forsøg med modulvogntog venter ikke lige om hjørnet. Sandsynligvis kommer det først til næste år.«
Det sagde DTL’s ordførende direktør Michael Svane på et seminar, som DTL holdt i går i forbindelse med VBG’s transportudstilling “Vestfyn trækker”. Samtidig bad han om, at vognmændene udviser tålmodighed:
»Forsøger vi at presse politikerne til at sætte forsøget igang her og nu, så får vi et nej,« sagde Michael Svane, der anser det for realistisk, at der træffes en politisk beslutning om forsøg med modulvogntog i slutningen af 2004 eller begyndelsen af 2005.
Ulykke skal undersøges
»Hensynet til vejnettet og trafiksikkerheden er årsag til, at det ikke går så let som ventet. Politikerne vil afvente en nærmere undersøgelse af den alvorlige busulykke i Finland med 22 dræbte, hvor et modulvogntog var involveret. Og vi er enige i, at trafiksikkerheden skal være helt i orden, inden et forsøg med modulvogntog sættes igang - det er udgangspunktet,« sagde Michael Svane.
DTL’s direktør bad på seminaret vognmændene sætte “sagen” over egne økonomiske interesser.
»Det kan ikke nytte noget, at den enkelte vognmand kun bakker forsøget op, hvis det bliver tilladt på den vej, hvor han plejer at køre. Forudsætningen er, at man tør sætte helheden over egne økonomiske interesser - vil man ikke det, risikerer vi at sætte det over styr,« sagde Michael Svane.