DM for transportlærlinge
I morgen lørdag afvikles det danske mesterskab for transportlærlinge.
I år foregår arrangementet hos AMU-Nordjylland i Aalborg.
Her mødes Danmarks 60 bedste chauffør- og lagerlærlinge for at kæmpe om pladserne på præmieskamlen og de eftertragtede DM-titler og trofæer.
I både Lager- og Chauffør DM afvikles de praktiske discipliner som dobbeltøvelser, da det øger spændingen for både deltagere og tilskuere.
Disciplinerne
Både lastbiler, kraner, gaffeltrucks og stablere håndteres professionelt af lærlingene, der bedømmes på øvelseskvalitet, sikkerhed, ergonomi og tidsforbrug.
Discipliner DM Lager: Teoriprøve, Varesalg, Stuvningsøvelse, Præcisionskørsel - gaffeltruck, Manøvrering - gaffeltruck.
Discipliner DM Chauffør: Teoriprøve, Præcisionskørsel vogntog, Præcisionskørsel sættevogn, Lastfordeling, Krankørsel.
For 6. gang
"Det er sjette gang at TUR arrangerer DM for transportlærlinge, godt bakket op af landets transportskoler og med meget stor interesse fra branchen," fortæller uddannelseskonsulent Jørgen Jæger.
DM foregår mellem kl. 9.30 og 15.30 hos AMU-Nordylland, Sofievej 61 i Aalborg. Der er gratis adgang.