I/A Gruppen har hyret Johnny Schytt-Nielsen
Johnny Schytt-Nielsen, som indtil for nylig var en markant formand for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa - Danmarks største afdeling for eksportchauffører - er blevet hyret som konsulent af I/A Gruppen.
Det oplyser Ole Prüsse, der er talsmand for I/A Gruppen.
I/A Gruppen blev stiftet for nogle år siden i forbindelse med den konkrete skattesag om eksportchaufførernes udefradrag. Gruppen var også særdeles aktiv ved blokaderne af grænserne i slutningen af 90’erne.
Ifølge Ole Prüsse har I/A Gruppen i dag omkring 500 medlemmer.
Skal være lobbyist
»Johnny Schytt-Nielsen skal tage fat på de politiske spørgsmål, der vedrører danske chauffører. Johnny har mange gode kontakter, og han skal tage fat i politikerne, både i Danmark og EU, uanset hvor de befinder sig politisk. Man kan godt kalde det for lobbyist-virksomhed,« siger Ole Prüsse.
De åbne grænser
Ifølge I/A Gruppens talsmand bliver det største problem for danske chauffører i de kommende år åbningen af grænserne:
»Det betyder, at stadig flere udlændinge tager de danske chaufførjobs, enten i egne biler, eller - illegalt - i dansk indregistrerede biler. Dermed hives der penge ud af landet, og skattegrundlaget i Danmark bliver mindre,« siger Ole Prüsse, der er på det rene med, at markeds-mekanismerne vil få den nævnte udvikling til at accellerere:
»Men vi skal ikke bare lade markedet bestemme fuldstændigt, så vi vil forsøge at forhale processen,« siger Prüsse, der mener, at I/A Gruppen kan vælge mellem at gøre to ting:
»Vi kan kæmpe de danske chaufførers sag, eller vi kan holde vores kæft, og vi har altså valgt at gøre det første, bl.a. ved at ansætte Johnny Schytt-Nielsen.«
Ikke en ny fagforening
For 3-4 år siden havde I/A Gruppen planer om at lave en ny fagforening - er det her et nyt forsøg?
»Nej. Så længe vi kan have et godt samarbejde med fagforeningen, og vi trækker på samme hammel, så ville det splitte mere end det ville gavne. Men vi vil bruge vores indflydelse, og vi kan arbejde hurtigere end fagforeningen, og vi har flere muligheder end aftaleparterne på arbejdsmarkedet,« siger Ole Prüsse.
Johnny Schytt-Nielsen er i første omgang hyret frem til 1. maj. På I/A Gruppens generalforsamling lørdag den 24. april skal medlemmerne tage stilling til, om man er parat til at rejse penge til, at han kan fortsætte som konsulent og lobbyist.