Antallet af trafikdrab skal halveres
Som den første transportorganisation i Skandinavien underskriver DTL på tirsdag i Dublin det Europæiske Charter for Færdselssikkerhed.
Underskriften indebærer, at DTL forpligter sig til aktivt at arbejde for det mål, som Europa-Kommissionen har sat sig: En halvering af antallet af trafikdræbte på de europæiske veje fra de nuværende 40.000 til 20.000 om året.
Anerkendelse
Baggrunden for, at DTL er udpeget som den første skandinaviske underskriver, er den brede vifte af trafiksikkerheds-kampagner, som DTL er i gang med at gennemføre, bl.a. »Trafiksikkerhed i Øjenhøjde.«
»Den internationale anerkendelse af det store danske trafiksikkerhedsmæssige arbejde er et stort skulderklap til de mange foreninger og medlemmer, som har medvirket til at gøre kampagnerne til en succes,« siger DTLs ordførende direktør Michael Svane.