Ny Scania med bedre brændstoføkonomi
En forbedring af brændstoføkonomien med op til tre procent, sammenlignet med bilerne i 4-serien.
Det var en af de ”gaver”, Scanias øverste chef Leif Östling havde med i posen, da han i går introducerede den nye Scania R-serie ved en pressekonference i Södertälje.
Den forbedrede økonomi er bl.a. opnået ved forbedret aerodynamik, mere effektiv styring af motoren og en reducering af vægten med op til 270 kg, takket være lettere komponenter og ny affjedring bag.
”Alt sammen forbedringer der øger indtjeningen for transportøren,” sagde Leif Östling.
Euro 4 motor til september
Allerede til september kan Scanias kunder vælge en Euro 4 motor på 12 liter og en ydelse på 420 hk med 30 procent lavere udslip af Nox og 80 procent mindre partikeludslip.
Leif Östling oplyste, at den nye R-serie er en udvidelse af Scanias globale produktprogram, hvor mange af komponenterne kan skiftes i forhold til de behov og lovbestemmelser, der er på de forskellige markeder verden over.
Fra 340 til 580 hk
Den nye R-serie rummer motorstørrelser fra 11 til 16 liter med ydelser fra 340 til 580 hk.
R-seriens sovekabine findes nu i tre forskellige udgaver: CR19N med almindeligt tag, CR19H med højt tag og CR19T Topline med ekstra højt tag og maksimal komfort.
De første er på vej
De første nye modeller ruller allerede af samlebåndet i Södertälje i april, i maj kommer de første fra fabrikken i Zwolle i Holland, og i juni begynder de første R-modeller at rulle ud fra Scanias fabrik i Angers i Frankrig.
Læs mere om Scanias R-serie i det nye nummer af Lastbil Magasinet, der netop er udkommet.