23948sdkhjf

Hentede guldbelagte vandhaner i lejede biler

Ikke mindre end tre udlejningsselskaber forsynede Gorba Spedition i Odense med personbiler, uden at de så en krone for ulejligheden. Den skyldige billeje beløber sig til godt 90.000 kroner. På én af køreturene hentede én tiltalt blandt andet kostbare vandhaner til en anden.

Fakkenors Biludlejning, Odense, Hertz Biludlejning, Odense, og Avis Biludlejning, Odense, har andet til fælles udover deres gesjæft, og at de har til huse i Fyns hovedstad.

I vintermånederne sidste år stiftede de tre udlejningsselskaber nemlig bekendtskab med Gorba Spedition -alias personerne Søren Damgaard Brøner, Henrik Jensen og Bent Jacobsen.

De tre sidder nu på anklagebænken ved domsmandsretten i Odense, tiltalt for utallige bedrageriforhold i forbindelse med driften af speditionsfirmaet.

Der er dog at gå for vidt at kalde det firmadrift i gængs forstand, for formålet med Gorba Spedition var, ifølge anklager, politifuldmægtig Annette Krogsgaard, tilsyneladende alene at snyde og bedrage andre til at oprette kontoer, som blev misbrugt, lave falsk fakturabelåning - eller at købe ind på kredit, selv om ingen af de tre tiltalte overhovedet på noget tidspunkt overvejede at betale en krone til kreditorerne.

Godt oppe at køre

91.806,36 kroner. Sådan lyder regningerne fra biludlejerne i de tre bedrageritiltaler, der omfatter disse forhold.

Fakkenors Biludlejning var første udlejer, som fik en henvendelse fra Gorba. Gæld 30.469,54 ubetalte kroner.

I perioden fra 16. januar til 24. marts 2001 forsynede Fakkenors Gorba Spedition med fire biler. Der var ganske vist kun tale om to køretøjer, men kontrakterne blev forlænget på afleveringstidspunktet.

Tiltalte Søren Damgaard Brøner kørte rundt både privat og i forretningsregi i en sportsvan. Det andet køretøj var en Fiat Ducato. I Retten forklarede tiltalte, at det var den officielle indehaver af Gorba Spedition, Henrik Jensen, som benyttede den.

Ude i specielt ærinde

18. juli sidste år erkendte Søren Damgaard Brøner forholdet og forklarede politiet: "Jeg blev bedt om at leje bilerne af Bent Jacobsen, og man gør, hvad han siger. Det var ham, der bestemte, hvad der skulle ske i Gorba."

Han forklarede også politiet dengang, at Henrik Jensen havde lånt hans sportsvan for at hente byggematerialer til Bent Jacobsen.

"Det var blandt andet 100 pakker rockwool, matgrønne fliser og guldbelagte vandhaner. Tingene blev kørt hjem til Bent Jacobsen på Odensevej, Langeskov, men faktureret til Gorba," lød udsagnet.

Har autoritet

I Retten bad anklageren Søren Damgaard Brøner uddybe sin udtalelse om Bent Jacobsens rolle. Som vanligt havde tiltalte nu ændret mening om tingene.

"Bent siger ting meget bestemt, fordi han er vant til at have folk under sig. Han har autoritet. Jeg mener nu, at vi i Gorba var fælles om at beslutte at leje bilerne. Jeg har alene hørt fra Henrik, at tingene blev kørt ud til Bent. Forud sad der en bestillingsseddel på tavlen på kontoret. Jeg ved ikke, hvor den kom fra," forklarede tiltalte.

Godt oppe at køre

I perioden 1. februar til 25. marts 2001 holdt Hertz Biludlejning for. Her lejede Gorba Spedition en Saab, og firmaet betalte aldrig regningen på 31.820,84 kroner.

"Jeg formidlede på Henriks ordre kontakten til Hertz og hentede også bilen. Både jeg og min lillebror kørte i den," lød Søren Damgaard Brøners forklaring i Retten.

Foreholdt sine oplysninger i forhørsrapporten fra sidste år om, at det var Bent Jacobsen, der havde skabt kontakten til Hertz og oprettet Gorba som kunde, fortalte Søren Damgaard Brøner forleden i Byretten:

"Det er muligt, at Bent lavede firmaaftalen, men det var mig, der ringede og bestilte bilen, og det var mig, der afhentede den."

En ordentlig køretur

En 'køretur' på 6.973 km i perioden fra 6. til 16. februar 2001 i en Audi A6 Avant fra Avis Biludlejning. Det var Gorba trekløverets forbrug. Den ubetalte regning for fornøjelsen lyder på 29.515,98.

Anklageren mente, at kilometertallet lød voldsomt for en halv snes dages kørsel, og hun ville vide, om der var ture til udlandet involveret. Det mente Søren Damgaard Brøner ikke.

"Men det var en dejlig bil. Jeg kørte i den - og Henrik, og jeg tror også, at Bent lånte den et par dage. Det var mig, der lånte den til ham," påpegede tiltalte.

Ændret forklaring

Ved forhøret sidste år lød forklaringen ellers anderledes. Da var det Bent Jacobsen, der havde lejet bilen og kørt i den det meste af tiden.

"Jamen, det var mig, der hentede den. Jeg kan ikke huske nu, hvem der lejede den," svarede Søren Damgaard Brøner i Retten.

Tiltalte kunne heller ikke give nogen forklaring på, hvad Gorba Spedition skulle med så dyr en bil, når han tidligere har pointeret under retsforhøret, at der ikke kom mange penge i kassen fra kunder. Reelt så han aldrig en kunde inden for Gorbas døre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062