23948sdkhjf

La Cima sagen: Stråmand med dårlig hukommelse

Den tidligere direktør for All-round Trading, Brian Fredsted, Haderslev havde svært ved at huske hændelsesforløbet i Retten i går. Han anede heller ikke, hvad en rekvisition er for en størrelse, men til gengæld nød han livet på bekostning af SAS.

Gang på gang anede den tiltalte Brian Fredsted, Haderslev, ikke, hvad anklager Annette Korsgaard snakkede om, da han i går sad på anklagebænken i Odense for sin delagtighed i plat og svindel sammen med fem andre med tilknytning til vognmandserhvervet.

I alt har Brian Fredsted ifølge anklageskriftet spillet en aktiv rolle i 31 af de cirka 130 forhold. Alle anklagerne kommer fra hans tid som direktør for All-round Trading ApS, Haderslev. Et firma han tilsyneladende overtog 19. maj 1999 og drev frem til sidst på sommeren samme år, hvor det gik konkurs.

Efter korts tids afhøring fremstod Brian Fredsted mere og mere som stråmand for en anden tiltalt i sagen, Bent Jacobsen med adresse i Odense Arrest. Han figurerer i øvrigt i selskabelig sammenhæng med en af de andre tiltalte, ejeren af La Cima, Langeskov, Bent Nymand Kristensen.

Ekstravagant levestil

Brian Fredsted havde knap fået sat sig for bordenden, inden han sammen med to andre ikke tiltalte i sagen rejste til Mallorca 14 dage i begyndelsen af juni 1999 med SAS.

Rejseselskabet var så lige hjemme og vende, inden turen igen gik til ferieøen, også med SAS. Hvad der foregik på turene, står hen i det uvisse, men NN, som har figureret som økonomisk rådgiver i alle de vognmandsfirmaer, der har personer på anklagebænken, skrev følgende til Bent Jacobsen: ”Hermed sendes, hvad det koster at indfri for skvadderhovederne sydpå.”

NN er som den eneste omfattet af navneforbud.

Turisterne fra Norden har nok givet genlyd selv i det spanske. Brian Fredsted erindrede nemlig ikke, at trekløveret havde besøgt hverken Madrid eller Barcelona, men han huskede dog, at de var landet på Mallorca.

Billigrejser?

Næsten samtidig med rejserne sydpå, blev der også købt to rejser til USA. Brian Fredsted og Bent Jacobsen er tiltalt for, efter at have oprettet en konto hos SAS til All-round Trading ApS, at have købt otte rejser til en samlet pris på 61.923 kroner, som aldrig er betalt. Bent Jacobsen, der afhøres senere, tog sin svoger Michael Hansen, Ullerslev med til USA.

Brian Fredsted forklarede, at da kontoen blev oprettet, sad Bent Jacobsen ved siden af, og det var også ham, der varetog, at SAS fik en kopi af All-rounds regnskab pr. fax.

”Kontoen skulle bruges til rejser til firmaet, men jeg var ikke bekendt med, at svogeren skulle med til Amerika,” forklarede den tiltalte.

Bent Jacobsens forsvarer påpeger så, om Brian Fredsted har glemt, at han aftenen inden afrejsen var omkring Ullerslev, hvor han fik beløbet for Michael Hansens rejser i kontanter.

Det erindrede Brian Fredsted ikke.

Varer for godt 60.000 kroner

Bauhaus, Kolding, oprettede 19. juli 1999 konto til All-round Trading, som blev benyttet tre gange frem til 6. august. Det kom til at koste forretningen 63.302,50 kroner.

”Jeg har ikke købt alle tingene. Jeg handlede kun én gang,” forklarede Brian Fredsted.

Da anklageren præsenterede ham for tre rekvisitionsbilag med hans underskrift, ville han ikke kendes ved den, og han vidste i øvrigt ikke, hvad et rekvisitionshæfte var for noget.

”I en afhøringsrapport 16. maj 2000 har du erkendt dig skyldig,” påpegede anklageren, som ville vide, om tingene var til videresalg.

Brian Fredsted mente dog, at de var til firmabrug, og han påpegede også, at det var Bent Jacobsen, der på baggrund af firmaets regnskab havde oprettet kontoen.

Han svarede i øvrigt ja, da Anette Krogsgaard spurgte, om det vart Bent Jacobsen, der styrede det hele, men afviste til gengæld, at han havde relationer til rockere, da anklageren bragte det spørgsmål på bane.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063