23948sdkhjf

Nu kommer regningen for Volvo-tur

Adskillige vognmænd landet over slås med de lokale skattemyndigheder om en efterregning for deres studieture til udlandet, hvor Volvo Danmark stod som hovedvært. En revisor har et godt råd til vognmændene.

Et skattesmæk på mellem 9.000 og 15.000 kroner. Det er, hvad cirka 90 procent af deltagerne på Volvos studieture i 1996, 1998 og i år kan se frem til, skønner revisor Jens Ebsen, Vejle.

Ifølge Volvos informationschef Niels Jørgen Jensen deltog i alt godt 600 vognmænd i de tre ture, som gik til henholdsvis Brasilien, Australien og Sydafrika.

Det betyder, at skatteminister Ole Stavad kan hente cirka 2,4 millioner kroner hjem til statskassen, hvis hver vognmands efterbetaling sættes til gennemsnitligt 12.000 kroner.

2,4 millioner kroner fylder ikke meget i skatteministerens pung, men efterbetalingen rammer mange af rejsedeltagerne hårdt i tider, hvor olieprisen skrues op omtrent hver anden dag. Derfor opfordrer revisoren fra Vejle også vognmændene til at gardere sig hos deres respektive kommuner, så deres sager ikke forældes, hvis Landsskatteretten giver rejsedeltagerne medhold i de sager, som er på vej gennem systemet.

Var blevet hjemme

»Jeg tager det som en oplevelse, men havde jeg vidst det på forhånd, var jeg ikke taget med,« siger vognmand Thorkild Winter, Grønbjerg. I første omgang spyttede han selv ud med en egenbetaling på 4.800 kroner for turen til Australien i 1998.

Siden har Give Kommune sendt ham tre girokort á cirka 5.000 kroner. Skatteforvaltning betragtede nemlig rejsen til Australien som ren fornøjelse. Modsat rejsearrangøren Volvo, fandt kommunen ikke, at der var en erhvervsmæssig sammenhæng mellem turen og vognmandens forretning.

Det er med samme begrundelse, andre kommuner over hele landet har forhøjet de rejsende vognmænds indkomst med turens værdi.

At Thorkild Winters efterbetaling blev så forholdsvis stor skyldes, at han samtidig indkomstmæssigt røg op og skulle betale topskat.

Efterregning på 9.000 kroner

En anden af deltagerne på rejsen til Kængurulandet var vognmand Karl Lynge Svendsen, Thyregod. Han fik også en venlig hilsen fra Give Kommune på 9.000 kroner for den fornøjelse:

»Du har ved opgørelsen af din skattepligtige indkomst ikke medtaget nogen værdi for rejsen. Der kan efter afdelingens opfattelse ikke ses bort fra beskatning af den del af rejseudgifterne, som er afholdt af Volvo. Det er skatteafdelingens opfattelse, at forskellen mellem rejsens værdi på 28.139 kroner pr. deltager og det beløb, der er betalt for deltagelsen på 4.800 kroner – i alt 23.339, beskattes hos dig.«

Sådan stod der i brevet, som Karl Lynge Svendsen modtog fra kommunen. »Den blev dyr nok, den tur. Først betalte jeg 4.800 kroner for turen, så skulle jeg aflønne en afløser i 14 dage, og endelig får jeg en efterregning på 9.000 kroner,« forklarer han.

Både Thorkild Winter og Karl Lynge Svendsen var orienteret om, at der kunne blive problemer med den lokale skatteforvaltning, hvis ikke myndigheden ville godtage hele rejsen som en studietur.

Ikke ordentligt forarbejde

»Jeg mener ikke, Volvo har gjort deres arbejde ordentligt. En forhåndsbesked fra skattemyndighederne om, hvordan man der ville tackle den slags rejse,r koster 1.000 kroner. Den burde Volvo have skaffet, så de kunne have orienteret vognmændene ordentligt. 1.000 kroner kunne ikke betyde særligt meget i deres rejsebudget. På den her måde mener jeg, at deltagerne har købt katten i sækken,« siger revisor Erling Lund, Give. Han klarer regnskaberne for begge ovennævnte vognmænd.

Revisoren mener i øvrigt ikke, at rejserne, hvor udgifterne for en stor dels vedkommende blev betalt af Volvo, alene kan betragtes som ferierejser.

Erling Lund finder det retfærdigt, hvis udgifterne deles op med et beløb til en turistmæssig del og et andet til en erhvervsmæssig del, som er fritaget for skat.

Årsagen til den vurdering er, at deltagerne brugte en del af tiden på blandt andet virksomhedsbesøg.

Misundelses-syndrom

»Problemet med de her rejser er, at offentligt ansatte synes, at det er noget griseri, hvis personer får rejser ud over Flensborgs grænse. Offentlige personer må til gengæld gerne rejse. De kan bare ikke forholde sig til, at andre tager til sådan nogen lande, som i dette tilfælde, for at lære noget. Misundelses-syndrom kaldes det.«

Så kontant karakteriserer revisor Jens Ebsen, Vejle, skattemyndighedernes klapjagt på de berørte vognmænd. Han har selv tre af sagerne til at stå på stand by: »Vi afventer Landsskatterettens afgørelse. Her er der nogle sager til behandling,« siger han.

En opfordring

Jens Ebsen har en kraftig opfordring til samtlige rejsedeltagere med ondt i skatten som følge af turen. Den lyder således: Den enkelte vognmand skal gøre de lokale skattemyndigheder opmærksom på, at hans sag er stillet i bero, indtil Landsskatteretten har talt. Hvis vognmanden ikke har det på skrift, kan han miste retten til tilbagebetaling på grund af forældelse – også selv om sagerne vindes. Brevet til kommunen koster kun et frimærke, men portoen kan vise sig at komme retur mange, mange gange.

»På den måde har vi garderet os imod, at de tre sager, vi har, ikke bliver forældet, hvis der går mange år, inden Landsskatteretten får de indklagede sager færdigbehandlet,« siger revisor Jens Ebsen.

Et andet regnestykke

Jens Ebsens påstand er, at kun 50 procent af Volvos andel af betalingen til rejserne skal beskattes på grund af det erhvervsmæssige islæt under turene. På den måde kommer skattevæsenets regnestykke til at se helt anderledes ud.

I dag fungerer det på den måde, at hvis en rejse koster for eksempel 20.000 kroner, så skal vognmandens egenbetaling på 4.000 kroner trækkes fra. Så er der 16.000 kroner i indkomstforøgelse. Af dem henter Ole Stavad i bedste fald måske kun halvdelen – eller 8000 kroner.

Går det som Jens Ebsen håber, så er det kun halvdelen af Volvos betalte rejseudgifter, der skal regnes med hos vognmanden. Så starter regnestykket ikke med 20.000 kroner, men med 10.000 kroner.

Derfra skal så trækkes rejsedeltagerens egenbetaling, stadig på 4.000 kroner. Efter den øvelse er indkomstforøgelsen nede på 6.000 kroner. Af dem vil skatteministeren så have mindst 3.000 kroner ind på statens konto.

Ikke kun fornøjelse

Informationschef hos Volvo Danmark, Niels Jørgen Jensen forstår ikke helt skattemyndighedernes syn på tingene: »Selvfølgelig var der tid til fornøjelser ind imellem, men hovedvægten var lagt på det faglige under studieturene, og når deltagerne kom hjem, var de også forpligtiget til at udføre papirarbejde.

Der skulle blandt andet føres lister med brændstoftal og over udviklingen i olieforbruget senere hen.«

»Det var vores forhandlere, der inviterede vognmændene. Hos Volvo Danmark stod vi som hovedværter for dem, som var af sted. Derfor kender jeg heller ikke tallet på de vognmænd, som senere har fået problemer med skattemyndighederne,” fortæller Niels Jørgen Jensen.

Han siger dog, at der er set masser af eksempler, hvor vognmændene har fået problemer, og det beklager han, fordi Volvo inviterede kunderne med på turene i den bedste mening.

»Michael Svane (ordførende direktør hos DTL, red.) har udråbt os som skurke, fordi han mener, vi har købt vognmændene. Det er ikke helt retfærdigt. Vognmændene betalte selv en del af turen. Desuden er det vel snarere os, der skal være lidt sure over den måde, vores kunder får problemer hos myndighederne på,« mener Niels Jørgen Jensen.

Fortolkningsspørgsmål

Informationschefen finder det nemlig underligt, at ikke alle kommuner behandler sagerne ens.

»Det er lidt ærgerligt, at myndighederne i de forskellige kommuner fortolker reglerne forskelligt, så nogle deltagere bliver beskattet og andre ikke. Hvis fortolkningen er ens alle steder, kan vi bedre forholde os til, om vi vil arrangere ture i fremtiden. Nu afhænger det af resultatet i de sager, som føres ved Landsskatteretten,« siger Niels Jørgen Jensen.

Informationschefen lover, at man hos Volvo vil tage nogle prøvesager: »Vi mener nemlig stadig ikke, at hovedvægten under turene lå på det turistmæssige.«

Betingelsen for, at vognmændene i sin tid fik en invitation til de fjerne rejsemå,l var, at de inden for bestemte tidsrum skulle købe en fabriksny Volvo.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078