23948sdkhjf

EKV overtager Klose

Det kendte transportfirma fra Vejen er netop blevet overtaget af EKV Transport, der har kørt for FDB i 70 år. Arne Klose ApS knækkede halsen, da FDB tidligere på året ændrede kørselsstrukturen.

Den 19. april 1954 kørte vognmand Arne Klose sin første tur for FDB. Den 17. august i år sendte sønnen Carl-Erik Klose det gamle familiefirma i frivillig betalingsstandsning. Nu er Arne Klose ApS og firmaets 27 biler overtaget af EKV Transport i Hørning.

»Firmaet fortsætter som et selvstændigt 100 procent ejet datterselskab, og 44 ud af 48 medarbejdere har fået tilbud om at fortsætte,« oplyser Carl-Erik Klose. Han tilknyttes selv som konsulent i foreløbig to måneder. Derefter har Klose, der er uddannet civiløkonom, ingen planer.

Snirklet konstruktion

Selve overtagelsen sker på den måde, at Kloses værksted, Vejen Lastvognservice ApS overtager driftsaktiviteterne i Arne Klose ApS. Dette firma ændrer navn til Anpartsselskabet af 14/6-1976. Vejen Lastvognservice ApS overtages af EKV Transport og ændrer samtidig navn til Arne Klose ApS.

Er De forvirret? Så følger forklaringen her: Ifølge Carl-Erik Klose er Vejen Lastvognservice ApS - næst efter banken og Told & Skat - største kreditor hos “det gamle” Arne Klose ApS. Ved at overtage Vejen Lastvognservice bliver dette firmas tilgodehavende så at sige en del af handelen.

Carl-Erik Klose har endnu ikke noget overblik over, hvor meget kreditorerne mister. »Der kan godt gå 1-2 måneder, før det er afklaret, bl.a. på grund af periodiseringer. Men Told & Skat har et tilgodehavende i størrelsesordenen 800.000 kr.,« oplyser han.

Svært at forstå

Kigger man på de seneste års regnskaber for Arne Klose ApS kan det umiddelbart være svært at forstå, at firmaet havnede i en betalingsstandsning. De seneste tre år har givet positive, omend ikke imponerende resultater.

I 1999 kom firmaet ud med et resultat på 257.000 kr. ud af en nettoomsætning på 25 millioner, og egenkapitalen blev øget til 2,2 mio. kr. Vejen Lastvognservice ApS fik et resultat på 221.000 kr. og øgede egenkapitalen til 687.000 kr.

Arne Klose ApS råder over 27 biler. 80 procent af kørslen er for FDB, der som bekendt har centrallager i Vejen.

Ny struktur gav nedtur

Ifølge Carl-Erik Klose begyndte nedturen, da FDB’s nye kørselsstruktur trådte i kraft den 7. februar i år.

»Tidligere fik vi hver dag opgivet en godsmængde, og så stod vi selv for planlægningen af turene og fik volumenafregning pr. palle. Med den nye struktur fik vi timeafregning pr. tur, og her gik det galt på den måde, at udgifterne til chaufførlønninger blev for store. Til sidst satte vi penge til, når vi kørte,« siger den nu forhenværende direktør, der selv påtager sig en væsentlig del af skylden for, at det gik galt.

»Jeg har fejlskønnet FDB’s behov og ønsker og taget fejl af forskellige faktorer. Da jeg opdagede det, reagerede jeg for sent med at få lavet interne ændringer og tilpasninger. Og de stigende brændstofpriser har selvfølgelig heller ikke gavnet,« tilføjer han.

Svingende kørselsbehov

Carl-Erik Klose oplyser, at det allerede i forbindelse med forhandlingerne om FDB’s nye struktur var på tale med et samarbejde mellem Klose og EKV:

»FDB’s nye struktur kræver en høj grad af fleksibilitet. Forstået på den måde, at behovet for biler kan svinge en hel del fra dag til dag. Jeg var allerede i marts klar over, at det ville fordre et tæt samarbejde med EKV for at opnå en synergieffekt, men vi nåede aldrig at forhandle i detaljer.«

Til gengæld har forløbet gjort, at Carl-Erik Klose har haft tid til at vænne sig til, at han inden for en overskuelig fremtid skulle afhænde familiefirmaet.

»Jeg har længe været rimeligt afklaret omkring det. Selvfølgelig er det surt, men især er det beklageligt for dem, der kommer til at sætte penge til,« slutter den forhenværende direktør.

Blandt de største

Ligesom Arne Klose ApS er også EKV et gammelt familiefirma. Det blev etableret i 1930 af Th. Vestergaard, videreført af Egon Kamp Vestergaard, der har lagt navn til firmaet, som i dag ejes og ledes af Peer Kamp Vestergaard.

EKV har altid kørt for FDB, men har i dag også meget anden kørsel i ind- og udland. Med næsten 200 medarbejdere og langt over 100 biler er EKV-koncernen i dag blandt landets førende transportfirmaer.

EKV Holding ApS ejer EKV Transport A/S, som igen er moderselskab for EKV Trucking A/S, EKV International ApS og EKV Lagerhotel A/S. Koncernen er velkonsolideret. I det seneste regnskabsår havde EKV Transport A/S et overskud på 2,4 mio. kr., og egenkapitalen er registreret til næsten 12 millioner.

EKV International er det gamle Trans Cargo i Kruså, som familien Vestergaard overtog fra vognmand Kaj Madsen tilbage i 1991. Også EKV Lagerhotel A/S var tidligere kendt under et andet navn, nemlig CNA Spedition A/S.

EKV har hovedkvarter i Hørning ved motorvejen syd for Århus. Hertil flytter det meste af Kloses administration, mens værkstedet i Vejen indtil videre fortsat vil være bemandet med 4 mand.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079