DEBAT: Hvor meget lovlig cabotage?
Kunne vi så ikke få oplyst, hvor meget der udføres som lovligt cabotagekørsel – endvidere hvor meget der udføres som systematisk lovlig cabotagekørsel.
Endnu bedre ville det være, hvis man samtidig kunne oplyse, hvor mange biler, der kører under radaren ved hjælp af kombi-direktivet, som tillader uanede mængder af national kørsel uden at nærme sig cabotage-forordningen.
Det er jo her, hele problematikken ligger. Det latente problem, som ingen vil italesætte.
Det er en offentlig hemmelighed i hele branchen for speditører såvel som chauffører, at der udføres uanede mængder af lovlig cabotagekørsel i Danmark.
Det er jo ganske tydeligt, at man ikke vil have fokus på dette problem.
Ideen med cabotagekørsel er rigtig god. Man er f.eks. tom i Skagen, men man skal laste retur til Polen, Italien eller England i Padborg. Så giver det meget god mening, at man tager et læs fra Ålborg til Haderslev for at dække de mange tomme kilometer, man ellers ville have kørt.
Men det er jo ikke dét, der sker, når man benytter sig af cabotage-forordningen i Danmark. Nej her vælger man kynisk at bruge udenlandske og oftest underbetalte chauffører (i forhold til danske vilkår) til at køre indenrigskørsel under cabotageforordningen. Der bliver kørt tre ture med en eksporttur bundet i enden. Og derefter kører man tre indenrigsture igen og så igen en eksporttur. Hele tiden sørger man for at nulstille bilerne, så de hele tiden kan bevæge sig rundt i Danmark under påskud af lovlig cabotagekørsel.
Men hvad har dette med tomkørsel, miljørigtig kørsel og effektivitet at gøre? Ikke en disse. Dette har udelukkende at gøre med profit. Man ser en idé i at udnytte billigere arbejdskraft, der underminerer danske løninger og danske vognmænds muligheder for at få en anstændig indtjening på deres gods. Man fratager danske vognmænd muligheden for at køre på danske vilkår med dansk løn og danske fragtrater på national kørsel – altså arbejde i vores eget land.
Så kære politikere; hvorfor skal det være tre cabotage ture? Hvor er logikken i dette?
Der findes ikke et land i Europa, der er så stort, at man ikke kan sørge for en eksporttur efter en cabotage tur.
Og hvorfor er der ikke sat værn op for, at man kan beskytte nationale vognmænd og chauffører mod udenlandske aktører, der underminerer hele brancher og samfund med deres skæve konkurrence?
Og lad os endelig få svar på, hvorfor udenlandske biler skal kunne køre skibscontainere og trailere i indenrigskørseltrafik fra diverse havne i Danmark og andre steder i Europa på ubestemt tid i forhold til kombidirketivet?
I en radius af 150 km må udenlandske biler bevæge sig under det såkaldte kombidirektiv, hvis de registrerer sig RUT-registeret, uden tanke på cabotagekørsel. Altså, man har frit slag til, hvad end man har lyst til – bare det er ind og ud af en havn og indenfor en radius af 150km?
Forklar mig venligst, hvor det naturlige er i, at udenlandske biler, der ofte kommer 2000 km væk fra det land, der bliver udført transport i, skal ligge og lave indenrigskørsel i konstant pendulfart ud fra f.eks. Aarhus Havn? Det er ikke naturligt.
Så få nu ændret de regler, så det er til gavn for alle lande i hele Europa. Det er jo ikke kun i DK, der er problemer – det er der i mange andre lande indenfor EU.
Ændr det til:
1 cabotage tur på 7 dage.
Fjern kombidirketivet.
Så vil I se, at de nationale erhverv vil blomstre igen – til fordel for både staten og de danske arbejdstagere.
Christian Brink
Engvej 4A
6760 Ribe
[add:466]