23948sdkhjf

Frie vognmænd: Vi støtter 100% aktionen

Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) bakker 100% op om tirsdagens aktion foran Christiansborg, hvor vognmænd og lastbiler fra hele landet vil demonstrere i protest mod den kommende km-afgift fra lastbiler, som efter alt at dømme træder i kraft i 2025.

- I kraft af, at FDL om nogen ved, hvor stor en arbejdsindsats såvel som økonomisk byrde en sådan protestaktion kræver, tager vi hatten af for Benny fra Fredsø, hvis initiativ i stor udstrækning flugter med FDL’s nuværende og især historiske DNA. Så godt gået og pøj pøj herfra, lyder det fra FDL’s formand, Christian Jensen.

Aktionen er drevet frem af vognmand Benny Nielsen fra Fredsø Vognmansforretning. Den er planlagt at begynde fra den årle morgenstund og vare dagen igennem – formentlig også med deltagelse af en række FDL-medlemmer.

- I FDL bakker medlemmerne 100% op om initiativet, men da vi også ved, at mange medlemmer i givet fald ville kunne få problemer i forhold til deres kunder, hvis de pludselig holder en uanmeldt ferie, har FDL valgt at pointere over for medlemmerne, at det er helt deres egen afgørelse, på hvilken måde de deltager i aktionen – om nogen overhovedet, siger Christian Jensen.

FDL kalder lovforslaget, som regeringen og de røde partier har indgået en politisk aftale om, for ”tåbeligt og hovedløst”

- Det er fra ende til anden kejserens nye klæder, idet det ud over at afsløre ønsket om et grænseløst bureaukrati og uoverskuelige administrationsomkostninger opbygger et system, der på forhånd er dømt til at ende som en fiasko og absolut intet fornuftigt indeholder, lyder den kontante vurdering fra Christian Jensen.

Vognmandsforeningen ser desuden store udfordringer i den praktiske udrulning af den nye vejskat, som kommer til at koste store ressourcer at administrere.

- I al tale og skrift om lovforslaget lader regeringen på intet tidspunkt nogen i tvivl om, at projektet sker i miljøets hellige og misbrugte navn i en sådan grad, at læseren tænker og ønsker, det ville være en sand befrielse, dersom der var enkelte voksne til stede på Borgen, der ville sige og stå ved, at det er kejserens nye klæder, om noget er, hvor hver opkrævet krone er en skjult skat på lastbilen og ikke spor andet, tordner FDL-formanden.

Med den politiske aftale om km-afgiften ser det på forhånd ikke ud til, at der er begrundet håb for at rokke ved vejskatten. Alligevel slutter Christian Jensen af med at udtrykke et fromt håb om, at aktionen ikke kun bliver for døve, politiske ører.

- Selvom det ser håbløst ud, håber FDL på, det bliver dialogen der vinder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094