23948sdkhjf

Efter 6 måneders ombygning og en tur gennem Tyskland: Toptunet TurboStar tager til Transportmessen i Herning

Når Transportmessen i Herning løber af stablen torsdag til lørdag, bliver det med en gammel kending som stjernen af showet. Den eftertragtede og ældre lastbilsmodel Iveco TurboStar er næsten umulig at opstøve. For seks måneder siden fandt vognmand, Flemming Kjær, efter lang tids søgen en gammel TurboStar på nettet, og så gik renoveringen ellers i gang. I slutningen af marts fik han endelig nøglerne til den funklende stjerne, og nu skal den vises frem på Herningmessen.

Da Flemming Kjær, vognmand hos Anette Kjær & Sønner, tilbage i september sidste år fandt en Iveco TurboStar fra 80’erne på nettet i Tyskland, var der kun én ting at gøre. At købe den. Han satte himmel og hav i bevægelse for at få fat i den gamle model. Nu, godt seks måneder senere, står han endelig med nøglerne til den renoverede stjerne.

- TurboStar er en meget speciel model, som Iveco lavede tilbage i 80’erne. Jeg har gerne villet have fingrene en veteranlastbil i noget tid, og det kunne ikke være nogen anden model end TurboStaren, men der er ikke særlig mange tilbage og slet ikke i Danmark, fortæller Flemming Kjær.

Bilen har med sine 17,2 liter den volumenmæssigt største motor, der er brugt til lastbiler på det danske marked. Og så blev den i sin tid kendt for at have virkelig gode chaufførforhold. Det er heller ikke tilfældigt, at det er lige præcis nu, Flemming Kjær har gjort en ekstra indsats for at få fat i den eftertragtede bil. I år lancerer Iveco nemlig en special edition S-WAY Turbo Edition. Den nye model kommer ikke med den store motor, men den har til gengæld den velkendte komfort og det førerhus, som chaufførerne kender fra den klassiske TurboStar.

En tysk turbo-turist tur-retur

Den oprindelige TurboStar er udviklet i 1982 i Ulm og blev lanceret i Danmark i 1984. Derfor var det heller ikke overraskende, at det var i Tyskland, Turboen gemte sig.

- Jeg fandt den i Sydtyskland, i Nürnberg, på nettet, og derfra gik det stærkt. Med det samme kontaktede jeg Flemming Johansen, der er vores sælger i Bache A/S i Padborg. Han er nemlig rigtig dygtig både til sit arbejde, men også til tysk. Han forhandlede prisen og fik transporteret den til Danmark. Og på en måneds tid var den hjemme i Danmark, siger Kjær.

Derfra kunne renoveringsprojektet begynde, og her kom Karsten Johansen, afdelingsleder hos Bache A/S, på banen. Karsten påtog sig rollen som projektleder på renoveringen af TurboStaren.

- Det krævede lidt at få samlet de forskellige mennesker til udviklingen af bilen. Vi startede med at kigge på billeder af 150 forskellige biler for at få inspiration, men endte faktisk med at bygge den efter vores eget hoved, siger Karsten Johansen. 

Efter Karsten Johansen og Flemming Kjær blev færdige med den udvendige opbygning, skulle de indrette den indvendigt. De endte med at tage den tilbage til Tyskland til en autopolstrer, hvor de sammen gik adskillige kataloger og prøver igennem. Valget drager inspiration fra den nye TurboStar.

Udenlandsk udstillingsmodel

På trods af det store arbejde har Flemming Kjær ikke tænkt sig, at den specielle model kun skal være til egen fornøjelse. Den nu toptunede TurboStar skal vises frem og agere udenlandsk udstillingsmodel både hos forhandleren, Bache A/S, men også rundt omkring i Danmark. Showets stjerne starter i Herning på Transportmessen, hvor den er at finde på veteranstanden. Derefter skal den på tour-de-turbo rundt i landet på diverse lastbil- og veterantræf. Præcis hvor den skal vises frem, er ikke helt besluttet endnu.

- Vi skal primært bruge bilen til reklame og til at promovere vores hastigt voksende Walking floor-afdeling, hvor den skal stå i udstillingsvinduet. Og så skal den med rundt på de forskellige lastbil- og veterantræf, så vi kan vise den frem og dele glæden med alle de andre Iveco– og især TurboStar-fans. Det bliver kæmpestort at have den med på Herning. Det er jo en sjælden mulighed for at se lige præcis den type lastbil herhjemme. Og så endda toptunet, afslutter Karsten Johansen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094