23948sdkhjf

Chauffører med nødhjælp har slået permanent lejr: Løkke er berørt og frustreret over lukket grænse

Lastbilchauffører med nødhjælp har slået permanent lejr syd for Gaza, og udenrigsministeren har fået argumenter for at presse Israel til at genåbne grænsen

Tre udmagrede hunde står og bjæffer i skyggen under grænseovergangen til Gaza. Et hundeslagsmål er under opsejling. Termometeret viser 38 grader.

På den anden side af grænsen er titusinder af palæstinensere ramt af 11 måneders krig og en alvorlig mangel på livsnødvendigheder som mad, vand og medicin.

- Det er frustrerende at stå her og vide, at der er en humanitær katastrofe på den anden side af hegnet her, som ikke er naturskabt, men menneskeskabt, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som vises rundt på grænsen af hjælpeorganisationen Røde Halvmåne.

- Der er et verdenssamfund, der gerne vil hjælpe til. Der er placeret hundredvis af lastbiler, men de kan ikke komme ind. Det gør mig dybt, dybt frustreret.

10 kilometer derfra står chaufføren Mohammed Ibrahim i skyggen af sin lastbil. Har han haft frustrationer, er de forlængst forduftet. Han har haft tid til at overveje situationen, for der er intet at underholde sig med i ørkenen.

- Jeg protesterer ikke. Hvis de siger, at vi skal smutte, så smutter vi.

- Jeg har ventet her i fire måneder. Jeg har hverken vand eller mad, siger chaufføren fra den egyptiske havneby Port Said.

Det sidste er ikke helt rigtigt, for han fremviser to stykker knastørt pitabrød. Han har stadig et par tænder tilbage i munden.

Reelt er der tale om cirka 1500 lastbiler, og de holder i kilometer efter kilometer.

Israel tog kontrol med grænseovergangen i maj. Siden har det været næsten umuligt at krydse grænsen.

En lokal nødhjælpsarbejder fortæller, at der lukkes omkring 10 lastbiler ind dagligt. Men lige nu er grænsen helt lukket. Det skyldes besøget af den danske minister, tilføjer han. Sådan er det, når der er besøg.

Danmark kan ikke gøre meget for at afhjælpe situationen, ud over at sende nødhjælp og presse på politisk.

Alligevel har besøget flyttet noget for den danske udenrigsminister.

- Det er ikke, fordi jeg kan handle på det. Men det berører mig dybt, og jeg tror, at det vil styrke min egen dialog, jeg skal have, blandt andet også med mine israelske kolleger, siger Lars Løkke Rasmussen.

Danmark annoncerede tirsdag under besøget i Egypten yderligere humanitær støtte til palæstinenserne i den krigshærgede zone.

- Målet med disse penge er at afværge en humanitær katastrofe. Det er at sørge for, at folk får mad, vand og fornødenheder.

- Nu så vi, at der heldigvis blev enighed om en humanitær pause, der gør det muligt at komme i gang med et vaccinationsprogram, som jo bare er det seneste vidnesbyrd om, at folk lider, siger Lars Løkke Rasmussen.

I egyptiske og internationale medier er der løbende spekulationer om, hvorvidt Israel krænker en fredsaftale mellem Israel og Egypten fra 1979.

I aftalen er der opsat præcise retningslinjer for blandt andet, hvor mange soldater egyptere og israelere må have i forskellige zoner ved grænsen og på halvøen Sinai.

Egypten har ikke officielt anklaget Israel for at bryde aftalen ved den såkaldte Philadelphi-korridor.

Den politiske situation er højspændt, og Israel har beskyldt Egypten for ikke at have styr situationen og for at tillade Hamas-tunneler ind under grænsen.

Men det er løgne, der fremsættes, sagde en ophidset egyptisk udenrigsminister mandag under et pressemøde med den danske udenrigsminister.

- Egypten har brugt mange penge på at etablere sikkerhedslinjer for at garantere, at tunneler, der graves på den anden side, destrueres. Egypten har ødelagt tusinder af disse tunneler, sagde udenrigsminister Badr Abdelatty.

Ifølge Røde Halvmåne i Egypten kunne man få 600 lastbiler ind i Gaza, mens det kørte bedst. Men i fire måneder er det gået næsten totalt i stå. Det betyder også, at faren for kaos og plyndringer er vokset markant.

Det har fået EU's udenrigschef, Josep Borrell, til at advare imod "Mogadishu-lignende" tilstande.

- Dengang (før maj, red.) kørte det uden plyndringer på Gaza-siden af grænsen, siger Lotfy Gheith fra nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne i Egypten.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08