Brancheorganisationen ITD har stævnet Transportministeriet og Skatteministeriet for manglende proportion i de bøder, som vognmænd bliver tildelt, hvis betalingen af vejafgiften ikke bliver registreret korrekt.
Transportminister Thomas Danielsen tager dog udsigten til at blive trukket i retten ganske roligt. I hvert fald bedømt på hans foreløbige reaktion på sagsanlægget.
- Der var flertal for vejafgiftsordningen både før og efter valget, og lovgivningen blev vedtaget i 2023 og er trådt i kraft, konstaterer Thomas Danielsen i en skriftlig udtalelse til Lastbil Magasinet.
Han pointerer i øvrigt, at det står enhver frit for at gå i rette med ting, som de finder urimelige.
- Det er en vigtig del af et retssamfund, at alle kan afprøve regler og love ved domstolene, siger Thomas Danielsen.