Gennembrud på Nordhavnen: Chauffører under tag
Da lastbilchaufførerne mandag morgen mødte ind ved toldkontoret på Containervej 6 i den københavnske frihavn, var der sket ting og sager i løbet af weekenden.
Corona-restriktioner havde ellers fra årsskiftet sendt chaufførerne udenfor for at stå i kø i halve timer ad gangen uden læ eller overdækning ved Toldekspeditionen – men mandag var der pludselig sat en reel overdækning op i tilknytning til bygningen for at bedre chaufførernes forhold en smule under de lange kø-seancer, mens de venter på at ordnet toldpapirer ved læsning og losning af containere.
Da Lastbil Magasinet i sidste uge talte med havneoperatøren CMP (Copenhagen Malmö Port), var der ellers ikke udsigt til de helt store tiltag for de forfrosne chauffører – ud over en forkølet havepavillon, som midlertidigt blev sat op efter Lastbil Magasinets henvendelse.
- Som jeg skrev til dig i forrige uge, er nogle tiltag blevet besluttet, blandt andet et overveje muligheden for at placere en ekstra dør i Told-bygningen for at forbedre flowet. Sammen med døren foreslog vores medarbejdere en løsning, som er den, der nu er på plads, så chaufførerne får tag over sig, når de står udenfor og venter, oplyser kommunikationschef Ulrika Prytz Rugfelt til Lastbil Magasinet.
Både chaufførerne og 3F efterlyste handling og ansvarstagen fra de store transportører, som står for størstedelen af containertransporterne på havnen. Men det er CMP alene, der har stået for de nye tiltag, oplyser selskabet.
- Det er CMP, som har besluttet at etablere taget, det er CMP, som har sat det op, og det er CMP, som betaler for det. På onsdag forventes samtlige forbedringstiltag at være på plads, meddeler Ulrika Prytz Rugfelt.