Møens Tømmerhandel i Stege har fået leveret en ny Scania P 320 LB6x2*4 opbygget med HMF-kran og fast lad.
Det er Fyns Karosseribyg i Odense, der står bag opbygningen af det 6,7 meter alu-lad med galvaniseret underramme og en masse praktiske detaljer som værktøjskasser, strøkasse, surringsskinner mv. efter kundens ønske.
Kranen er en radiostyret HMF 2120 K4 med 4 hydrauliske udskud, der giver en løfteevne på 1.330 kg på 12,4 meter rækkevidde.
Maskineriet er Scanias 9-liters 5-cyl. rækkemotor på 320 hk, der er tilkoblet en 14-trins GRS905-gearkasse med automatisk Opticruise gearskiftesystem.
Drivlinen rundes af med et enkeltreduceret R660-bagtøj med mekanisk differentialespærre. Bilen er luftaffjedret på alle tre aksler, og takket være den hydraulisk styrbare og løftbare bogieaksel har bilen lille venderadius.
Nyscan har stået for leveringen.