DI: Vi er helt enige med 3F
I weekenden holdt 3F stormøde i Fredericia, hvor bl.a. DI stod for skud for at arbejde for liberalisering på cabotage-området. Den udlægning bestrider DI Transport dog selv.
»Vi er helt enige med 3F i forhold til yderligere liberaliseringer af cabotagereglerne i EU. Cabotage er generelt en fornuftig og helt naturlig del af det indre marked i EU. Men de nuværende cabotageregler har kun fungeret i knap 3 år, og vi ser ikke grund til, at man allerede nu skal liberalisere yderligere. Dertil er der fortsat store sociale forskelle, ligesom den økonomiske krise i EU har skabt en overkapacitet på markedet. Timingen er simpelthen forkert,« siger branchedirektør i DI Transport Michael Svane.
I DI ærgrer man sig over, at man – ifølge DI - stirrer sig blind på cabotageområdet. Siden de nye cabotageregler er blevet indført, er kørsel med danske lastbiler i Danmark steget. Cabotage udgør ifølge Danmarks Statistik ca. 3 % af transportarbejdet i Danmark, og danske lastbiler kører ifølge DI lige så meget cabotagekørsel i udlandet, som udenlandske lastbiler kører i Danmark.
»Den danske transportbranche har nydt godt af det indre marked, der har øget efterspørgslen efter transport. Danske virksomheder er stærke inden for logistik, og flere danske virksomheder har etableret sig i udlandet for at være til stede på f.eks. det tyske marked. Men i stedet for at spilde tiden på urealistiske forslag, som cabotagepauser og nationale særregler, i den tro, at man kan holde konkurrenter ude af Danmark, så vil vi hellere snakke om, hvordan vi bliver bedre end konkurrenterne,« siger Michael Svane.
»Problemet er jo ikke den lovlige cabotage, men at omkostningsniveauet i Danmark er for højt. Det betyder, at vi skal levere et produkt, der er bedre end vores konkurrenter, så de vil betale den ekstra pris. Det kunne være logistikydelser, services og andet der knytter transportleverandør og kunde tætte sammen. Men vi skal også se på rammebetingelserne, så som skatter og afgifter, så det er mere attraktivt at drive sin transportvirksomhed ud fra Danmark,« siger Michael Svane.
Han og DI erklærer sig klar til at bekæmpe ulovlig cabotage sammen med den øvrige branche.
»Jeg tror sagtens, at vi kunne sætte sig sammen og blive enige om en pakke til ministeren om, hvordan vi bekæmper ulovlig cabotage. For de nuværende regler skal selvfølgelig kontrolleres effektivt. I DI har vi hele tiden støttet en effektiv kontrol og den tredobling af bøderne for ulovlig cabotage, der blev vedtaget sidste år, og vi er åbne for at se om, der er andre elementer, der skal i spil,« siger Michael Svane.
[add:390]
[add:393]