ITD-melding møder skepsis
»I kølvandet på stormødet i weekenden har ITD fundet det nødvendigt at sende et signal om, at de skam også er bekymrede for cabotage. Men ITD må igen huske på, at man er, hvad man gør – ikke hvad man siger. Så vidt jeg er orienteret, så er det kun et par uger siden, at ITD i treenighed med speditørerne og DI Transport mødte op i Trafikstyrelsen for at diskutere den endelige cabotagerapport. Et besynderligt selskab at møde frem i, hvis man agtede at kæmpe for et opgør med social dumping og skærpede regler for cabotage,« siger Erik Østergaard, adm. direktør i DTL.
Hans kommentar er en kommentar til ITD’s kommentar til 3F’s kommentarer til ITD, som blev fremsat på weekendens stormøde i Fredericia. Her stod ikke mindst ITD, Danske Speditører og DI for skud, når snakken faldt på cabotage. Men ITD afviser selv at ønske mere liberalisering på cabotage-området lige nu – et udsagn, som DTL dog betvivler.
Sammenhæng mellem ord og handling
»Det er også DTL's opfattelse, at ITD på en nylig høring i Parlamentet, som MEP Ole Christensen (S) stod for, forsøgte at bagatellisere cabotageproblemet. Ligesom ITD til en høring i Folketingets beskæftigelsesudvalg sidste år over for en hel rundkreds af politikere agiterede for, at det var gammeldags at bremse udviklingen og at de udenlandske chauffører hyggede sig på rastepladserne i Danmark. Der skal være en sammenhæng mellem, hvad man siger den ene dag, og hvad man bryster sig af den anden,« siger Erik Østergaard.
»DTL så meget gerne ITD komme med ind i kampen, som udkæmpes af DTL, FDL og 3F alene. Men det kræver, at man ikke gemmer sig bag røgsløret ”vi ønsker heller ikke yderligere liberalisering”. Sagen er jo den i dag, at sådan som nogle mener at reglerne skal fortolkes, så kan udenlandske vognmænd køre tre cabotageture hver dag 365 dage om året. De skal bare krydse grænsen hver fjerde tur med et læs. Den slags kan sagtens sættes i system. Så hvis vi skal kæmpe sammen, så må vi bede om et klart ”ja” eller ”nej” til om reglerne skal skærpes. Og så vil man meget hurtigt få en invitation til en fælles ordlyd, så vi får maksimal gennemslagskraft. Timingen er perfekt, for regeringen kommer snart med sin rapport,« siger Erik Østergaard.
DTL fik i går støtte i sin kritik fra FDL, der mener, at ITD skaber forvirring med sine ”skiftende signaler”.
[add:378]
[add:393]