Heftig debat på stormøde
»Hvis ikke man er i stand til at tackle Siim Kallas (EU’s transportkommissær, red.) lige i klodserne, så skal de få at mærke, hvem mine brødre er ude i Europa.«
Chauffør Rune Kristian Petersen høstede det måske største bifald for en længere og farverig brandtale på 3F’s stormøde på EUC Lillebælt i Fredericia i lørdags.
Baggrunden var især den aktuelle tilstand på cabotage-området, og mødet havde en række indlæg fra bl.a. 3F, DTL og tre politikere fra EU-Parlamentet og Folketinget.
Tæt ved 300 var mødt op til mødet, hvor der desuden var rig mulighed for spørgsmål og debat, og mange tog ordet på talerstolen, og opråb, spørgsmål og synspunkter strittede i mange retninger.
Langsommelig proces
3F orienterede desuden om det arbejde, der bliver gjort både herhjemme og i EU for at stramme op på cabotage-fortolkningen og for at gå imod yderligere liberaliseringer i lovgivningen.
For tiden holder Trafikstyrelsen en række møder med transportbranchens organisationer med henblik på at udarbejde en rapport, der bl.a. skal evaluere på den danske fortolkning af cabotage-lovgivningen.
»Arbejdet er desværre ikke færdiggjort,« konstaterede forretningsfører og næstformand i 3F Transportgruppen Jørgen Aarestrup Jensen.
»Sammen med DTL trækker vi i én retning, mens DI, ITD og speditørerne trækker i en anden. De kan ikke få liberalisering nok,« lød det fra ham.
Enighed med arbejdsgivere
I EU’s hvidbog er der som udgangspunkt lagt op til slippe cabotagen helt fri fra 2014.
»Det har afstedkommet, at vi de seneste tre år via ETF (den internationale organisation for transportarbejdere, red.) har fået sat det her på dagsordenen. Vi har haft et utal af møder med bl.a. EU-parlamentarikere og Kommissionen. Gennembruddet kom i december, hvor vi nåede til enighed med arbejdsgiversiden, altså IRU, og det resulterede i et fælles skriv til transportkommissær Siim Kallas om, at tiden ikke er inden til fuld liberalisering på cabotage-området,« fortalte Jørgen Aarestrup Jensen.
Det var heller ikke gået 3F-toppens næse forbi, at der i visse kroge er skepsis over for 3F’s indsats.
»Så til alle dem, der mener, at 3F ikke gør en skid, så kan jeg sige, at vi gør altså alt, hvad der står i vores magt med de ressourcer, vi har, for at påvirke lovgivningen, inden den bliver vedtaget,« fastslog Jørgen Aarestrup Jensen.
En af de gode dage
[pic:19591]Formand for 3F Transportgruppen Jan Villadsen understregede ligeledes, at der bliver kæmpet hver dag for danske chaufførers interesser – herhjemme og i Bruxelles.
»Mange af de forslag, I har været fremme med, dem har vi rent faktisk fremsat og kæmpet for. Vi har aldrig været ude og love guld og grønne skove, for jeg ved godt, hvilket slid det er at opnå resultater,« sagde Jan Villadsen, der dog var synligt glad for det flotte fremmøde til det sjældne stormøde.
»Som transport-formand er der mange dårlige dage og nogle få gode. Men dagen i dag er en af de rigtig gode,« sagde Jan Villadsen.
[add:378]
[add:393]