DEBAT: Billigere transport gavner ingen
Jeg må konkludere, at hr. Kristian Phil Lorentzen tager fejl i sin antagelse om, at billig transport gavner erhvervslivet.
Transportpriserne er presset så langt ned, at chaufførernes løn er et parameter for, hvor meget længere ned prisen kan komme. Derfor den store anvendelse af billige østeuropæiske chauffører.
Danske chauffører har mistet deres arbejde på denne konto, og dermed er et skattegrundlag forsvundet. Prisen på et glas rødbeder i et supermarked berøres ikke nævneværdigt af, om der betales kr. 3500,- for at få et parti fragtet til terminal, eller om prisen havde været kr. 4500,-
Men for transportøren er denne prisforskel afgørende for om han driver en rentabel forretning. Vi hører om ulovligheder i en uhørt grad, og disse styres desværre i al væsentlighed af de store transportører, som helt kynisk beregner de billige transporter.
Anvendelsen af de meget billige chauffører har efterhånden bragt prisniveauet så langt ned, at der ikke engang længere tjenes særligt meget på at organisere disse transporter.
Transportkunderne er jo ikke dumme, og når de erfarer, at der anvendes billige chauffører, så vil de have en reduktion i priserne. Store transportkunder har speditører ansat for varetagelse af deres behov, og de sørger selvfølgelig for at få reguleret den rigtige vej.
Når prisniveauet når så langt ned, så bliver erhvervet usselt, og vi ser, hvordan østchaufførerne holder på utallige rasteplader i weekenderne og lever et usselt liv i deres lastbiler. Der er de fleste steder ingen sanitære gode muligheder, og bad er det ikke muligt at få.
Disse chauffører behandles slet og ret som udskud de steder, hvor de kommer, og de er i alle måder med til at trække et tidligere seriøst transporterhverv ned på et plan, hvor ingen kan have interesse i, at det befinder sig. Desuden kommer disse mennesker fra en kultur, hvor indtagelse af stærk spiritus hører til dagens orden. Politiet tager en del spritbilister, og det er i hovedsagen udenlandske chauffører, der bliver snuppet. De er til fare for os alle, der færdes i trafikken, og de, som bruger dem, bærer et stort ansvar over for os almindelige mennesker.
Desværre er de sig slet ikke dette ansvar bevidst, men står hændervridende og fortæller, at de har fyret vedkommende, når en chauffør har været involveret i en uheldig episode.
Alt dette forherliger hr. Kristian Phil Lorentzen i sit forsøg på at tækkes de store bidragydere til Venstres pengekasse.
Transporterhvervet er i gang med at ødelægge sig selv indefra, og de får hjælp af politikere som Pihl Lorentzen.
Bjarne Abel
Engvej 3
4600 Køge
[add:390]
[add:393]