DEBAT: Hvor stort er problemet... egentlig?
Man kan godt få den tanke, hvor stort et problem er udenlandske biler/cabotagekørslen egentlig? Faktisk nok ikke ret stort - hvis, og her kommer der et stort hvis.
Der er altså nogle betingelser for at have retten til at udføre cabotagekørsel. Det er, at man har ret til cabotagekørsel, hvis man, ved at udføre tre cabotageture inden for syv dage kan bringe sig i position til en ny international transport, dette for at undgå tomkørsel, og hermed mindre forurening. Det betyder, at hvis en udenlandsk vognmand holder i Herning, har leveret sit internationale læs til en kunde, og efterfølgende ikke ved hvor han skal læsse et nyt internationalt læs, må han ikke bare lige køre et par ture rundt i Danmark, når han nu alligevel er her, men det er lige præcis det, de store transportører bruger de udenlandske biler til.
Disse tilfældige ture har ikke noget som helst med cabotagekørsel at gøre, det er ulovlig national kørsel (piratkørsel).
Alle i branchen ved godt, hvordan cabotagereglerne skal forstås. Desværre vil de store transportfirmaer, speditører, transportkøbere ikke anerkende fakta omkring cabotagereglerne, de har kun ét mål, og det er billigst mulig arbejdskraft.
Der er skrevet en del om 45 timers reglen i køre- og hviletidsreglerne, her på det sidste, og det er det samme som med cabotagereglerne, alle i brancen ved også godt, hvordan de skal forstås, men her vil man heller ikke anerkende fakta.
Sidste nye er, at nu henter man chauffører i fjernøsten, de skal bo i deres biler i 11 måneder, inden de kommer hjem til deres hjemlande. Der har været sammenligninger med sømænd, glem det, sømændene har helt andre forhold, som en kahyt med bad og en kantine.
Det kan vel ikke være rigtigt, at vi som borgere i Danmark skal finde os i, at vore politikere fuldstændig ser bort fra gældende love og bestemmelser ang. ovennævnte problemstillinger.
Det kan heller ikke være rigtigt, at vi i det her land har politikere, der agerer i forhold til det, de store firmaer ønsker på bekostning af den brede befolkning.
Derfor spørger jeg igen, hvor stort et problem er konkurrencen fra de udenlandske biler egentlig... hvis cabotage og køre- og hviletidsreglerne bliver overholdt?
Leif Therkelsen
Stationsvej 13
6620 Bække
[add:352]
[add:393]