DEBAT: Venstre-kovending på nedslidte dæk
Det kritiske søgelys burde rettes mod Venstre, som i et par måneder har forsøgt at køre massiv spin på sagen om lastbil-afgiften.
Meldinger fra repræsentanter for partiet i hele landet kunne give anledning til den misforståelse, at afgiften var født i den nuværende regerings baghave. Spin-kampagnen kører, fordi afgiften passer ekstremt dårligt sammen med Venstres falske titel som "erhvervslivets beskyttere".
Kendsgerningen er, at den daværende regering i 2008 i transport-udspillet ”Bæredygtig transport” fremførte ideen om en kørsels-afgift for lastbiler. Senere vedtog VK-regeringen med “Forårspakke 2.0″ indførelsen af afgiften på lastbiler, hvor den skulle være en del af finansiering af blandt andet skattelettelser.
Man ventede lastbilafgiften skulle indbringe omkring 2 mia. hvert år. I forbindelse med finanslovs-aftalen for 2012 aftalte den nuværende regering at videreføre afgiften, som nu skulle indbringe ca. 2,7 mia. kr.
Den nuværende regering ville altså blot forhøje afgiften, mens det uden nogen som helst tvivl var VK-regeringen der opfandt afgiften. Oven i købet skrev man i Forårspakke 2.0, at ”skattenedsættelserne på sigt er fuldt finansieret” .
Det store problem med dette er, at Lars Løkke Rasmussen & Co.valgte at udskyde afgiften på lastbiler: Og efter vi fik en ny regering, har de forsøgt at bekæmpe indførelsen af den.
Det er grove løjer i betragtning af, at de allerede havde brugt mange en stor del af pengene, som ikke kom i statskassen. Ikke et ord om hvor kontanterne skal komme fra, men bare massive forsøg på at tørre afgiften af på regeringen.
Venstre forsøger at køre på frihjul i denne sag, og dækkene er så nedslidte, at det burde være ulovligt. Partiets næstformand drøner af sted med falske formuleringer som ”regeringens afgift” og forsøger at tage æren for regeringens beslutning at droppe afgiften.
En kovending på nedslidte dæk er den rette beskrivelse af denne og flere andre af Venstres utroværdige politiske manøvrer.
Kaj Christensen
Fuglebakken 10
8870 Langå
Det er fint, de har droppet det med kørselsafgiften, men at finde et opkrævningssystem, der virker, er nu heller ikke så svært.
Det mest effektive system hedder "kontrol". Tag fx dengang, de holdt kontrol på rastepladsen Ø. Løgum med 14 dages mellemrum - mener det er 2 år siden. Da var der 20% af de udenlanske lastbiler, der ikke havede betalt vejafgiften. Det var på daværende tidspunkt 16 millioner, den danske statskasse gik glip af, så lad det koste 2-3 mio. at få nogle biler og nogle personer ansat til at kontrollere det, så er de penge hurtigt hjemme igen.
Og der er jo ikke kommet færre udenlanske lastbiler på de danske veje siden da. Det er en ren overskudsforretning for staten. og det er da en minimal investering, der skal til.
Lars Jørgensen
Åbenråvej 14
6340 Kruså
[add:391]