Talsmand afviser blokader
Jesper Sørensen, arbejdsløs chauffør fra Hjørring-egnen, var manden, der for nylig fik sat det ugentlige hvil på 45 timer på dagsordenen. Det skete, da han med støtte fra bl.a. FDL via lokale medier satte spot på de mange udenlandske chauffører, der holder 45 timers hvilet i deres lastbiler.
Omtalen fik nogle politikere på banen til at kræve bedre kontrol, og det er også en del af baggrunden for det stormøde, som 3F vil afholde et endnu ukendt sted i Jylland lørdag 9. marts.
Fredag meldte en anden gruppering under navnet ”Danske chauffører til danske lastbiler” sig på banen med planer om blokader rundt om i Danmark for at kræve politisk handling mod social dumping, skrappere cabotageregler samt opstramning af 45 timers hvilet.
Den udmelding ærgrer Jesper Sørensen, der ellers af en række nordjyske chauffører og vognmænd bliver støttet i at være talsmand for fremstødet om at sætte fokus på problemerne – og altså i første omgang mærkesagen 45 timers hvilet.
Ingen blokader
»Vi vil have fokus på det her og have de ansvarlige politikere i tale, men går ikke ind for blokader eller andre former for den slags aktioner. Det kommer vi ingen vegne med, og vi bliver ikke taget alvorligt, når der er folk, der går ud med den slags,« siger Jesper Sørensen til Lastbil Magasinet.
»Der er nogle vognmænd, som var klar til at støtte op om sagen, som i første omgang har trukket følehornene til sig, fordi de ikke vil blandes ind i den slags snak. Jeg er blevet bedt om at være talsmand i den her sag, men det duer ikke, hvis der er flere, der prøver at tage dagsordenen med den slags tågesnak om blokader. Det er slet ikke den vej, vi vil,« understreger Jesper Sørensen.
Støttet af 3F og lokale kræfter vil han nu fortsætte med at sætte fokus på problemet og få politikere i tale frem til og på stormødet, som altså endnu ikke har beliggenheden på plads. Men der er altså på ingen måde blokader på dagsordenen, understreger han.
»Vi har her en helt konkret sag med reglen om de 45 timers hvil, som det rent faktisk er muligt at gøre noget ved for de danske politikere. Så det samler vi alle kræfter om nu,« siger Jesper Sørensen.
[add:378]