23948sdkhjf

Nytårsudtalelse fra DTL

Nytårsudtalelse fra DTL's formand, Jørgen Egeskov:

Et af de politisk set mest travle år for vores organisation Dansk Transport og Logistik er snart til ende.

2012 blev det år, hvor DTL for alvor sagde tingene lige ud. Også selv om det desværre har betydet en skærpet tone over for andre i branchen. Men det er nødvendigt, for der er en uhellig alliance blandt EU-begejstrede organisationer, der deler en dagsorden på cabotageområdet, som ikke er foreneligt med det at

fastholde et dansk vognmandserhverv.

DTL har fra starten sagt, at med den måde, som cabotage praktiseres på i øjeblikket i Danmark, så kæmpes der forgæves. Ingen kan konkurrere med en næsten permanent tilstand af lønninger helt ned til 10 procent af en dansk. Det er at stikke vognmænd og politikere blår i øjnene, at bare man kan være innovativ, så går det nok. Derfor skal der både gøres op med den liberale tolkning som den lovlige cabotage udføres under på kort sigt – og der skal gøre op med EU's planer om at liberalisere cabotagen om et år.

DTL kan være stolte af resultaterne indtil nu. Både regeringen og samtlige partier har bakket op om at sætte en stopper for liberaliseringen – og transportbrancherne i mange øvrige lande har fulgt trop. Så det bliver mere end svært for EU-kommissæren at få sin vilje. Regeringen ventes i det nye år at stramme både cabotagevejledningen og politiets kontrolmuligheder. Dette kommer oven i finanslovens millionindsprøjtning til yderligere kontrol af cabotage. En kontrol, som DTL hilser velkommen.

DTL har ikke gjort det alene. Jeg vil gerne benytte lejligheden til her at kvittere for den opbakning, som DTL har fået fra FDL og fagforbundet 3F. Det har alt sammen hjulpet med til, at danske vognmænds budskab er blevet hørt tydeligt nok. Vi respekterer FDL og 3F i vores fælles kamp for et dansk transporterhverv. Indsatsen fortsætter derfor næste år med uformindsket styrke. Ikke mindst fordi godt 40 procent af DTL-medlemmerne i en intern rundspørge svarede, at DTL skal prioritere det politiske arbejde med cabotage og kombineret transport højest næste år.

En anden vigtig indsats for DTL i 2013 bliver et fortsat opgør med afgiftsbyrden og den regeljungle, som præger vores branche. På ranglisten for DTL's rundspørge kom reducering af afgifter ind på en 2. plads med godt 30 procent af besvarelserne. Det bliver derfor også en mærkesag i 2013.

De politiske vinde blæser den vej, som DTL vil. Den økonomiske krise har bidt sig fast i de senere år, og derfor er politikerne til at tale med om beskæftigelse og konkurrenceevne. Regeringen har allerede nu sendt de rigtige signaler i retning af at reducere byrden på erhvervslivet, og ikke mindst partiet Venstre har på det seneste talt imod deres egne oprindelige tanker om en kørselsafgift. Regeringen har planer om en afgift på op til 3 milliarder kroner – eller ca. 1,50 kroner pr. kilometer, en lastbil kører. En afgift, som vil få meget negative konsekvenser for udkants Danmark og dansk konkurrenceevne i det hele taget. DTL vil fortsat gøre alt for at belyse dette problem.

Men det må aldrig glemmes, at DTL's medlemmer også selv har et stort ansvar som vognmænd. Der skal til stadighed ske en udvikling af virksomhederne, så øget produktivitet og opfindsomhed har topprioritet. Det at finde en niche og opdyrke den til en god forretning kan være altafgørende i en krisetid. Det er derfor ikke tilfældigt, at DTL's ”Årets Transportvirksomhed” i 2013 bliver en konkurrence om opfindsomhed og nyskabelse. Vi glæder os i DTL til at fremvise de mange kandidaters opfindsomhed til gavn for hele branchen.

Det kommende år vil ikke blive mindre travlt. Ud over cabotage og afgifter vil DTL vil også bruge sine kræfter på at forenkle hverdagens administrative bøvl og tekniske problemer med myndighederne. Kontrol og håndhævelse bliver også mål for DTL's kritiske blik, ligesom lige konkurrencevilkår med varebiler og traktorer fortsat har DTL's opmærksomhed. Hertil kommer en række emner inden for alle de specialer, som DTL's medlemmer repræsenterer.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.

Jørgen Egeskov, formand for DTL

[add:338]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062