Hæder til ung mekaniker
Nyudlært lastvognsmekaniker Tommy Jeppesen Lund har netop modtaget Metalindustriens Lærlingeudvalgs Pris i sølv.
I Skjern Tekniske Skoles indstilling af Tommy Jeppesen Lund til prisen anføres det bl.a., at han er typen, der ikke lægger en opgave fra sig, før han har forstået alle opgavens facetter og har udført den med stor perfektion og sans for detaljen. Han besidder i udpræget grad fagligt overblik, indsigt, samarbejdsevne og sociale kompetencer.
Tommy Jeppesen Lund fik prisen overrakt på Den Sorte Diamant i København sammen med 37 andre nyudlærte unge fra hele landet, der havde kvalificeret sig til Metalindustriens Lærlingeudvalgs pris inden for deres respektive fag. 30 af dem fik prisen i bronze, seks fik den i sølv og to fik den i guld.
Tommy Jeppesen Lund er udlært hos Skifter Lastbil A/S i Herning.
[add:158]