DTL imod overhalingsforbud
Det kan være irriterende for en personbil på motorvejen at vente på, at en lastbil overhaler en anden lastbil – især når overhalingen tager så lang tid, at det i stedet er det, der kaldes et elefantvæddeløb.
Ifølge Venstres retsordfører Kim Andersen er det problem på vejene nu så stort, at der skal overvejes et generelt overhalingsforbud for lastbiler på tosporede motorveje.
Det er DTL meget uenig i.
”Elefantvæddeløb er uacceptable, og DTL tager naturligvis afstand fra dem. De er til gengæld meget få, så derfor er det at skyde gråspurve med kanoner at ville indføre et generelt overhalingsforbud for lastbiler af den grund. Det er DTL klart imod, og det er en ekspertgruppe under Vejdirektoratet, der for nylig har undersøgt, om der var basis for at udvide overhalingsforbuddet for lastbiler, enig med os i,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Der er i dag ca. 400 km motorvej i Danmark med overhalingsforbud for lastbiler – og den balance ser i dag ud til at være passende, mener DTL.