DTL blæser til kamp
Det er søndag morgen. En chauffør tager firmaets lastbil op efter morgenbrød – og overskrider sin grænse for køre- hviletid i den uge. Bøde til chaufføren: 3.000 kr. Bøde til vognmanden: 6.000 kr.
Vognmanden havde ellers indskærpet flere gange over for sine medarbejdere, at køre- hviletidsbestemmelserne skal holdes til punkt og prikke – og at hans lastbiler kun er til arbejdsbrug, ikke privatbrug. Alligevel får han en bøde, fordi han er ”objektivt ansvarlig”.
Det princip blæser DTL nu til kamp imod.
”Vi ser eksempler på, at chaufførens helt egne afvigende initiativer eller forglemmelser under transporten udløser det dobbelte i bøde hos vognmanden i situationer, hvor vognmanden trods instrukser og uden nogen som helst viden om forholdet af domstolene får strafansvar for chaufførens overtrædelser. Det er meget sjældent i dansk strafferetspraksis – og bruges i dag stort set kun over for transportbranchen”, siger vicedirektør Morten Lindbo, DTL.
DTL understreger, at der ikke skal herske tvivl om, at vognmanden i kraft af ledelsesretten også har ledelsespligten.
”Men det objektive ansvar, som det eksisterer i dag med de ekstremt høje bødeniveauer på køre- og hviletidsområdet, er helt ude af proportioner, hvis vognmanden i øvrigt har opført sig ordentligt – og kan dokumentere det. Det princip ønsker DTL ændret,” siger Morten Lindbo.
[add:156]