DTL og ITD: Forlæng betalingsfristen
DTL vil nu presse på igen for at få forlænget betalingsfristen for vejbenyttelsesafgiften.
Indtil nu har skatteministeriet og SKAT afvist at ændre fristen, fordi man ville afvente indførelsen af et nyt IT-system kaldet det Digitale Motor Register, DMR.
Senest har det været planen, at det digitale system skulle fungere fra 1. december i år, men nu har skatteminister Kristian Jensen måttet meddele Folketinget, at det bliver forsinket yderligere mindst to år, og at kontrakten med IT-firmaet er opsagt, oplyser DTL.
"Det kan vi ikke vente på. Der er åbenbart tale om en meget indviklet IT-opgave, som har været undervejs i årevis – først hos politiet og siden hos SKAT. Og den har åbenbart endnu lange udsigter," siger DTLs cheføkonom Ove Holm.
DTL vil have forlænget fristen dels for at sikre virksomhederne bedre likviditet, dels som en regelforenkling.
I dag skal vejbenyttelsesafgiften betales senest den 8. i måneden før den måned, hvori den ny afgiftsperiode begynder. DTL ønsker, at betalingsdatoen for vejbenyttelsesafgiften og vægtafgiften for lastbiler skal have samme betalingsfrist som andre motorkøretøjer, der betaler vægtafgift/grøn ejerafgift, dvs. den 8. i måneden efter afgiftens forfaldstid.
Det vil betyde, at afgiften skal betales op til to måneder senere end i dag.
ITD bakker op
Også ITD opfordrer ministeren til at forlænge fristen.
»Som repræsentant for erhvervet tror jeg, at vi er mange, der ikke forstår, at offentlige processer tager så lang tid. Myndighederne har netop i disse økonomiske krisetider mulighed for at vise forståelse og handlekraft ved at bidrage med beslutninger, der gavner erhvervslivet her og nu,« siger ITD’s formand, direktør Mogens Therkelsen.
[add:38]