”Min chauffør var helt uden skyld, da en personbil 7. januar i år, kørte op bag i min parkerede lastbil, med det frygtelige resultat, at føreren døde, og to passagerer blev hårdt kvæstet,” siger vognmand Jørgen Bay, Karup, som oven i tragedien måtte slås med det italienske politis beslaglæggelse af bilen i 12 uger.
Efter afhøringen, hvor en repræsentant fra den danske ambassade i Rom deltog, erkendte politiet, at chaufføren havde holdt sit lovpligtige hvil med bilens parkeringslys tændt. Alt var i orden, og chaufføren blev også frikendt. Men alligevel blev lastbilen tilbageholdt, og så startede de bureaukratiske problemer ellers for alvor.
Gode råd er dyre
”På det tidspunkt var ITD allerede involveret sammen med ambassaden, men bilen kunne ikke frigives, fordi italiensk lov giver politiet ret til at tilbageholde køretøjer, der har været involveret i uheld med dødelig udgang i op til 6-7 måneder,” siger Jørgen Bay.
Selv om alle forsikringspapirer var i orden, og samtlige krav om dækning for tings- og personskade var opfyldt, fik ITD´s advokat og Jørgen Bay besked fra den italienske domstol om, at man ikke skulle forvente køretøjet frigivet det første halve år.
Bilen er vognmandens eneste, så derfor ville seks måneders afsavn selvfølgelig belaste Jørgen Bay yderligere.
Pres på politi og domstole
”Vi lagde altså både pres på det italienske politi og domstolen, så det var noget af en sejr, da Den Danske Ambassade i Rom 11 uger efter ulykken meddelte, at køretøjet kunne frigives,” siger konsulent Dan Zoega Christensen fra FDE.
Men, sagen var ikke slut. Derefter startede indsamlingen af alle de dokumenter, domstolen krævede at få verificeret, både af en dansk notar og af den italienske konsul, hvilket blev klaret på knap en uge med hjælp fra ITD/FDE’s tolke, som oversatte registreringsattester, fuldmagter, tegningsrettigheder og så videre.
Ubehagelig og dyr oplevelse
”Kun” 12 ugers indtægt fattigere, kørte vognmanden selv til Italien og hentede sin lastbil.
”Nu skal jeg i gang med en erstatningssag om den tabte indtjening, som ITD heldigvis også hjælper mig med,” siger Jørgen Bay, der er meget glad for, at han er forsikret gennem FDE og er medlem af en organisation, som foreløbig har hjulpet med 100 timers arbejde og guidet ham igennem – reelt med ekspresfart.
Italiensk ulykke ved at kvæle dansk vognmand
Annonce