Det kan blive svært for advokat Jacob Forman at overbevise Landsretten om, at selvkørende vognmand Hans Jørgen Brauer, Ebeltoft, var i sin gode ret til bevidst at bryde sin køretid.
Det skete for godt et år siden i et øde område nord for Stockholm, hvor vognmanden ikke turde parkere at frygt for overfald og indbrud i sin trækker og trailer.
Vognmanden mistede ved retten i Randers sit kørekort og blev samtidig idømt en bøde på 41.000 kroner, en straf, der alvorligt truer hans eksistensgrundlag som vognmand.
Han valgte øjeblikkeligt at appellere sagen til Landsretten.
Ingen statistik
Dommen omfattede flere overtrædelser af køre- og hviletiderne under en eksporttur til Sverige i januar sidste år. Vognmanden valgte bevidst at bryde køre- og hviletiden af frygt for overfald og tyveri, som han havde hørt om.
Han fortsatte derfor til nærmeste oplyste rasteplads, hvor der befandt sig andre lastbiler.
»Jeg er i gang med blandt andet at skaffe dokumentation for, at det pågældende område er specielt udsat for røveri og overfald,« siger Jacob Forman.
Hos Sveriges Åkeriföretag siger konsulent Bertil Dahlin, at der slet ikke findes nogen samlet opgørelse af overfald og tyveri i det pågældende område. Derimod findes der en statistik fra Vest- og Sydsverige, der kan fortælle om mange overfald.
»Problemet er, at nogle politikredse har valgt at lave statistik på overfaldene, mens andre ikke har,« siger Bertil Dahlin til Lastbil Magasinet.
Svær sag at vinde
I køre- og hviletidsbestemmelserne findes der faktisk en paragraf om, at reglerne må overtrædes, hvis der er tale om nødværge, og chaufføren vælger at tilsidesætte køre- og hviletiderne for at bringe sig selv og godset i sikkerhed – hvilket Hans Jørgen Brauer jo gjorde.
»Jeg har forberedt vognmanden på, at det kan blive en svær sag at vinde, men lad os nu se,« siger Jacob Forman.
[add:102]
Nødværge-sag bliver svær at vinde
Annonce