23948sdkhjf

Positiv modtagelse af næstformands idé

Medlemmer af DTL ude i landet er stort set enige om, at Anker M. Jensens impulsive tanke om at ændre valgproceduren til bestyrelsen er værd at arbejde videre med. Nogle vil dog lige spise en bid brød, inden de tager stilling til, om forslaget er brugbart.

”Det er et godt forslag, for så kan det ikke blive mere demokratisk. Som tendensen er, bliver firmaerne større og større på bekostning af de mindre. Det betyder, at de store vil have magten. En kredsformand vælges hvert andet år på demokratisk vis, og han kan vælges ud igen, hvis folk ikke er tilfredse med ham,” mener formanden for kreds 1 i DTL, Thorkild Jensen som kommentar til de to artikler på hjemmesiden i går.

Her præsenterede vi de tanker, som næstformanden i DTL, Anker M. Jensen har gjort sig med hensyn til den fremtidige bestyrelses-sammensætning i organisationen.

Skal ind i kredsen

Thorkild Jensen påpeger samtidig, at ændringen vil tage luften ud af de store speditører/vognmænd, fordi ideen er, at de skal melde sig ind i en lokalforening og ikke bare stå som direkte medlemmer af DTL. I dag er der på DTL´s medlemsliste knap 150 firmaer, som alene er direkte medlemmer.

Formanden for Odsherreds Fragt- og Vognmandsforening, Torben Nielsen, Nyrup ved Nykøbing Sj. deler Thorkild Jensens syn på tingene.

”Det er kun et forslag, men jeg sidder og venter spændt på, hvad det ender med. Det her kan ikke genere de små, og når de direkte medlemmer tvinges ind i lokalforeningerne, vil det uden tvivl styrke foreningerne,” mener Torben Nielsen.

Formanden går ind for, at vognmændene er organiseret, og til dem, der enten melder sig ud eller som helt står uden for DTL, har han følgende ord:

”Jeg holder på, at man skal være medlem for at få indflydelse.”

Lige oppe og vende

Formand for kreds 2, Anders Fransgaard, Viborg, og formand for kreds 14, Erik Hansen, Odense, vil begge gerne have lidt mere konkret på bordet, inden de udtaler sig.

”Det var kun en orientering, vi fik på mødet på Fyn. Ændringen tyder på, at DTL bliver mere demokratisk. Der er i det mindste noget at arbejde videre med,” siger Erik Hansen.

Anders Fransgaard er også lidt usikker på, hvad ideen egentlig går ud på.

”Inden jeg vil tage stilling, skal der komme et udspil fra bestyrelsen, og så skal det drøftes i kredsen. Vi har slet ikke snakket om tingene endnu,” påpeger han.

Formanden for Vejle Amts Vognmandsforening, Jørgen Egeskov Jensen, Vamdrup ved ikke helt, hvad han skal tro.

Det han godt kan frygte, er, om de personer, der mere eller mindre automatisk havner i DTL´s hovedbestyrelse, hvis den skal bestå af formændene fra kredse og specialforeninger, også vil yde en hundrede procent indsats.

Skal til debat

Kaj Haferbier, formand for Hobro Omegns Vognmandsforening, ser frem til en diskussion om spørgsmålet. Han mener, at ændringen vil være med til at sikre også de små vognmænd indflydelse, hvis det er slut med direkte medlemskab af DTL.

Samtidig tror han også, at tiltaget vil dæmme op for eventuel, spirende utilfredshed med organisationen. Den blev senest luftet fra flere sider i forbindelse med beslutningen om at sælge Trelde Sande.

Lastbil Magasinet har talt med flere andre formænd og næstformænd, som ikke vil stå frem med navn. Typisk fortæller de, at de ser frem til at se et egentligt forslag til en strukturændring.

Det, der tæller på positivlisten for de fleste, er, at det er slut med det direkte medlemskab. Det vil efter deres mening medføre større demokrati.

De mener også, at det er netop, hvad der er brug for, hvis DTL skal holde sammen på tropperne og stå stærkt i fremtiden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063