Kinesiske lastbiler på vej til det danske marked
BYD producerer batterier, tog, solpaneler – og nu også lastbiler. Det danske marked er blandt den kinesiske fabriks første mål for den store europæiske introduktion. Lastbil Magasinet har besøgt og prøvekørt BYD’s europæiske lastbilprogram
BYD vil som den første kinesiske producent lancere elektriske lastbiler i Europa i større skala. Det skal efter planen ske med en stor introduktion allerede i år, og hele produktprogrammet til det europæiske marked – som til at starte med består af fire modelserier – vil kunne leveres senest i 2021.
Danmark er blandt de lande, der er tiltænkt at være blandt de første, hvor BYD introducerer sine lastbilserier.
Det drejer sig først og fremmest om en 4x2 forvogn til 19 tons totalvægt udviklet til lokal distribution og renovationskørsel. Desuden kommer en 7,5 tons lastbil, en 2,6 tons varebil samt en terminaltraktor til opgaver ved især havne og lufthavne.
Den formelle lancering var planlagt at ske på IAA-messen i Hannover i september 2020, men den er som bekendt blevet aflyst. Hvordan lanceringen i stedet vil tage form, er endnu uvist - men allerede i slutningen af 2019 havde Lastbil Magasinet lejlighed til at se nærmere på disse første kinesiske lastbiler, der vil tage kampen op på det europæiske marked.
Det skete ved et arrangement for udvalgte europæiske lastbilmedier i den kinesiske by Shenzhen, hvor BYD har sit hovedsæde. Her havde Lastbil Magasinet blandt andet lejlighed til at prøvekøre både 19 tons forvognen samt den mere hemmelige 7,5 tons lastbil, som BYD endnu ikke vil afsløre flere detaljer om. (Lastbil Magasinets besøg i Kina fandt sted, umiddelbart før corona-virussen og covid-19-pandemien brød ud)
Testkørslerne af begge lastbiler bar præg af, at der fortsat er tale om – lovende – prototyper fra BYD, der i modsætning til de store europæiske lastbilfabrikker har et ”omvendt” udgangspunkt for produktionen af elektriske lastbiler.
BYD har nemlig kun eksisteret i et kvart århundrede, og selskabets første produkt var et batteri. Siden er produktionen af personbiler, busser og lastbiler kommet til. De første elektriske BYD-busser er allerede leveret til det danske marked, og nu går BYD altså efter at følge trop med lastbiler.
Naturligt skridt
Flagskibet er forvognen på 19 ton, som har en nyttelast på lidt over 11 ton, en rækkevidde på op til 200 km på en enkelt opladning. Med en hurtigladning kan lastbilen lades fuldt op på 1,5 time. Bilen er fuldt luftaffjedret og har et moment på op til 1500 Nm.
BYD producerer personbiler og busser med forskellige drivliner, men lastbilproduktionen – som blev sat i værk for kun otte år siden – består udelukkende af elektriske drivliner.
»Vi er vidner til hidtil uset vækst og muligheder for elektriske lastbiler over hele verden. Med den ekspertise, som BYD har fået fra vores elektriske busser, mener vi, at det naturlige skridt for vores selskab er at overføre vores tekniske viden og køretøjsteknologi til lastbilmarkedet i Europa,« siger Isbrand Ho, direktør for BYD Europe.
BYD Europe har hovedsæde i Holland og skal stå for indfasningen af de elektriske lastbiler på det europæiske marked. Til at starte med er tre regioner udvalgt til at være de første, hvor satsningen med el-lastbiler rulles ud. Der er tale om den iberiske region (Spanien+Portugal), Benelux-landene samt Skandinavien (Danmark+Norge+Sverige).
BYD har lastbilproduktion i den kinesiske by Chansha og er desuden selvforsynende med en række batterifabrikker forskellige steder i Kina.
BYD arbejder i øjeblikket på at etablere et færdigt setup for salgs- og servicenetværket i Europa, og herunder i særdeleshed i de højst prioriterede lande, bl.a. Danmark.
Producerer det hele
I udviklingen af det elektriske lastbilprogram har BYD i høj grad gjort brug af den platform for busproduktion, som igennem årene har gjort BYD i stand til at sælge mere end 50.000 elektriske busser over hele verden. Som noget unikt har BYD produktion af de tre nøglekomponenter i en elektrisk drivline – batterier, motor og motorkontrolsystemet – i eget regi og skal ikke samarbejde med underleverandører om udvikling, produktion og levering af disse dele.
BYD producerede sin første lastbil i 2012. Den første generation af lastbiler, som både omfatter distribution- og anlægsmodeller i forskellige versioner, er altså nu udviklet i en ny generation, hvoraf en del af modellerne også introduceres i Europa. I modsætning til andre etablerede lastbil-producenter, som for tiden også udvikler elektriske versioner, så er BYD’s lastbil-konstruktion fra starten været skræddersyet som en elektrisk lastbil – en oplagt fordel, fremhæver BYD selv. Alle dele af selve lastbilen, herunder fronten, kabinen og designet er også udviklet, testet og produceret ”in-house” i BYD-familien.
Lastbilerne produceres på en fabrik i Changsha, en by i den sydøstlige del af Kina. Fabrikken blev bygget i 2015 og har i dag en årlig kapacitet på 12.000 lastbiler. BYD har også produktion i Europa med to fabrikker i Frankrig og Ungarn, som dog primært producerer busser. Fabrikken i Ungarn kan dog også producere lastbiler til det europæiske marked, hvis efterspørgslen skulle kræve det i fremtiden.
2,6 tons varebil
Det mindste køretøj, som BYD sender til Europa, er en 2,6 tons varebil, som også er den mindste i hele fabrikkens ”eTruck”-program. Varebilen til bydistribution af pakker og mindre godsmængder er udstyret med et 50 kWh batteri, og den elektriske motor leverer en effekt på 100 kW (134 hk) og et moment på op til 180 Nm. Nyttelasten er 920 kg, topfarten er 100 km/t og rækkevidden – teoretisk set – på op til 360 km. En hurtigladning til 80% kan ske på 1,5 time, mens en fuld AC-ladning tager ca. 8 timer. Som den eneste model var varebilen var varebilen fraværende under vores besøg hos BYD, så førstehåndsindtrykket må vi vente med.
Terminaltrækker
Til lufthavne, havne og godsterminaler har BYD udviklet en ny terminaltraktor, som kan trække op til 36 ton og arbejde ufortrødent i op til 10 timer på en enkelt opladning. Den skyder op til 47 km/t og kan levere en effekt på 180 kW (244 hk) og et moment på op 1.000 Nm. Den kan lades fuldt op på to timer.
19 tons lastbil
Mest interessant fra et lastbilperspektiv er selvfølgelig distributionslastbilen til 19 ton, som foreløbig er flagskibet i BYD’s europæiske program. Denne model har en nyttelast på 11,1 ton og en rækkevidde på op til 200 km på en enkelt opladning. Den kan hurtiglades på 1,5 time eller på 5,5 time med alm. AC-opladning. Og rækkevidden? Indtil videre angiver BYD 200 km med fuldt læs som den officielle rækkevidde – men oplyser samtidig, at man forventer inden længe at kunne lancere nye batteripakker, som vil give en rækkevidde på op til 300 km på én opladning.
Distributionsbilen er udstyret med fuld luftaffjedring og i første omgang udviklet til distributions- og renovationskørsel. Den kan dog opbygges til andre formål også – til fx fejebil eller med fladt lad mm.
Til at starte med er distributionsbilen kun tilgængelig som 4x2 forvogn – men BYD arbejder på at lancere den i flere variationer, og herunder også en 3-akslet udgave. Den er udstyret med en elektrisk motor, som leverer 180 kW (244 hk) og et moment på op til 1.500 Nm.
I forhold til teknologiske sikkerhedssystemer er BYD fuldt på linje med de europæiske krav. 19 tons lastbilen er derfor som standard udstyret med gængse hjælpemidler som AEBS-nødbremsesystem, sporassistent, ACC, kollissionsadvarsel, Hill Hold, ECS (elektronisk stabilitetskontrol) mm.
19 tons distributionslastbilen havde vi lejlighed til at køre et stykke tid på et mindre testområde ved BYD’s hovedkvarter i Shenzhen. Rent køremæssigt var der langt hen ad vejen tale om en oplevelse, der minder om dem, vi har haft med efterhånden en lang række af prototyper på europæiske el-lastbiler. Den accellererer nemt, godt og hurtigt, og styring og især støjniveauet er meget behageligt. Håndteringen af rattet var dog en anelse tung i det, men der var også tale om en prototype, som endnu var et stykke fra at være færdig. Det samme kan man sige om den noget ”hakkende” oplevelse det var at bremse ned med BYD-lastbilen – men mon ikke der bliver tale om en noget mere glidende køreoplevelse, når modellen går i produktion.
Rent køremæssigt og batteriteknologisk mm. har BYD derfor ganske givet noget at byde ind med på det europæiske marked – især hvis prisen, som forventet, er skarp set i forhold til konkurrenterne. En udfordring kan det til gengæld blive at håndtere den større indflydelse, som europæiske chauffører, ikke mindst hos mange firmaer her i Norden, har på valget af lastbil. Fordi selvom BYD’s udviklingsafdeling har lagt mange kræfter i at gøre førerhuset i den nye lastbil-generation mere indbydende end den første – så er der et stykke vej at gå, når det handler om komfort og indretning. Chaufførens mening er ikke et parameter, der vejer voldsomt tungt i den kinesiske transportbranche, men her skal der ske en vis omstilling, hvis BYD skal vinde gunsten hos de danske chauffører.
Den hemmelige lastbil
Som den fjerde europæiske BYD-model introduceres også en 7,5 tons lastbil. Lastbil Magasinet både så og kørte denne model, som ved prøvekørslen virkede langt mere ”klar til Europa” end dens storebror. BYD holder dog foreløbig oplysningerne om 7,5 tons bilen tættere til kroppen, og fotos af denne model var derfor også forbudt. Men efter planen vil alle fire biler udstilles og blive præsenteret på IAA-messen i Hannover i september 2020.
Globale ambitioner
De fire modelserier, som i første omgang sejles til det europæiske kontinent, er nøje udvalgt ud fra analyser af det europæiske lastbilmarked. Ifølge BYD’s undersøgelser dækker 2,6 tons varebilen, 7,5 tons lastbilen og 19 tons lastbilen tilsammen 32,4% af det samlede lastbilsalg i EU-zonen.
Går det som planlagt for den kinesiske fabrik, er der dog givetvis flere modelserier på vej. Samlet set dækker BYD’s lastbilprogram hele spændet fra 3,5 til 44 ton – og der er som sagt kun tale om elektriske modeller.
Europa er langt fra det første marked uden for Asien, som BYD landsætter sig i. BYD sælger allerede lastbiler i Nordamerika, Australien og Brasilien, og fabrikken lægger ikke skjul på, at ambitionerne er globale.
»Vi er et stille firma, som stort set ingen i Europa har hørt om – før i dag,« siger Isbrand Ho, direktør for BYD Europe.
»Mange vil se os som en trussel for branchen. Alle kender alle, og alt er meget stabilt, og pludselig kommer en ukendt faktor ind. Min opgave er at vise, at vi er ikke ukendte, vi har gennemprøvede produkter, og vi er åbne for at arbejde sammen. Der vil være udfordringer, og der vil komme flere af dem fremover. Men vores mål er at blive et globalt firma, ikke bare et kinesisk firma.«
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.