23948sdkhjf

Ferrari-tumult kranet til hjørne

Din Lastbil Mægler og Kranhydraulik importerer begge Ferrari-kraner, trods sidstnævntes meldinger om det modsatte.

Artikel fra Trans Informs trykte magasinudgave i juli 2016:

Fabio Riccó, Area Manager hos Ferrari-kraner i Italien, melder, at fynske Din Lastbil Mægler ApS og jyske Kranhydraulik ApS begge er officielle importører og forhandlere af de røde lastbilmonterede Ferrari-kraner til det danske marked.

I begyndelsen af juni udsendte Kranhydraulik ApS, ejet af den jyske Iveco-forhandler I.M. Jensen & Bache, ellers en pressemeddelelse om, at selskabet siden 1. januar i år havde været officiel eneimportør i Danmark for salget af kranproducenten Ferraris lastbilmonterede kraner og reservedele.

”Bredt forhandlernetværk”

Samtidig meddelte Kranhydraulik, at selskabet allerede havde ”leveret flere Ferrari kraner bl.a. til Esbjerg og Århus kommune, som allerede er i drift, og der er pt. flere under opbygning”.

Meldingen fra Kranhydraulik blev suppleret med oplysningen om, at selskabet dækker hele Danmark. Det sker via ”et bredt forhandlernetværk med egen adresse i Padborg og dertilhørende service og opbyggerværksted samt i Århus, på Sjælland er Kranhydraulik ApS og Ferrari repræsenteret ved Kajs Lastbilcenter A/S i Greve og Møns Hydraulik Service ApS i Stege. På Fyn er Fyns Karosseribyg i Odense servicepartner. Med det solide forhandler- og servicenetværk er kunderne sikret en hurtig og professionel hjælp”.

Fynsk importør siden 2014

Meldingen overraskede i dén grad Morten Stegemejer, indehaver af Din Lastbil Mægler.

Han oplyser til Trans Inform, at han i januar 2014 blev kontaktet af Ferrari med opfordring til at importere producentens kraner til Danmark:

- Herefter har vi lavet et solidt netværk, bestående af Jøni Aabybro, Nordjysk Hydraulik, Jysk Ladfabrik – Hedensted, Scania Danmarks afdelinger, her i blandt er Scania Odense hovedlager for dele, Brdr. Platz – Haderslev, Skifter Biler i Aabenraa, Brdr. Schmitz i Løgumkloster, Atlas Hydraulik – Gråsten, Odense Hydraulik, Fyns Karrosseri Byg, LJ Smeden Nyborg, Hørup Kraner – Greve, Nordsjællands Hydraulik – Hillerød, TJ hydraulik – Mørkov, Næstved Hydraulik, KD hydraulik i Greve og Jon Tommason i Thorshavn.

Kurser i DK og I

Morten Stegemejer tilføjer:

- Jeg har personligt opbygget dette netværk og har både haft kurser i Danmark, med deltagelse af personer fra Italien, og flere gange sendt mekanikere til Poviglio i Italien for at blive oplært. Jeg er rigtig glad for mærket. Jeg går ind i tingene med mit hjerteblod og gør alt for at få kunderne til at føle, de har truffet det rigtige valg, når de har købt en Ferrari via Din Lastbil Mægler. Det er synd, at nogen åbenbart mener, at de skal komme ind fra siden og prøve at overtage noget, en anden har startet uden på nogen måde at have den mindste anger eller respekt af nogen art.

”Til grin”

Inden Ferrari-kraners områdemanager Fabio Riccó kastede lys over forvirringen, nåede salgschef Poul Erik Normann, Kranhydraulik, at udtale følgende:

”Hvis det Morten siger er rigtigt, er alle parter jo til grin. Vi har styr på vores sag. Vi har en kontrakt, og vi købte de første kraner sidste år, og har leveret de første kraner sidste år”.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.155