Elektroniske fragtmænd
Danske Fragtmænd lancerer et nyt system, WebFragt® på HI Messen 2005 den 6. – 9. september.
WebFragt er en fuldelektronisk forsendelsesløsning, hvor alle rutiner er optimeret og automatiseret. Ifølge Danske Fragtmænd foregår fakturering og betaling automatisk og elektronisk.
»WebFragt-konceptet er en totalløsning, som også er online, og så kan det simpelthen ikke blive nemmere at være transportkøber,« siger salgs- og marketingdirektør Peter B. Jepsen fra Danske Fragtmænd, der ikke viger tilbage for at kalde systemet for en verdensnyhed.
Faktura på mail
WebFragt består af en internet-applikation til brug for udskrivning af labels og fragtbrev. Integreret i WebFragt er der direkte adgang til elektronisk bestilling af afhentning, samt direkte adgang til Danske Fragtmænds godssporings-løsning, hvor leveringsstatus kan følges og dokumenteres.
Fakturaer fremsendes pr. e-mail som PDF-fil med digital signatur. I såvel
e-mail som inde i PDF dokumentet er der et link, som ved aktivering og indtastning af personligt kodeord kalder applikationen WebAccept®, som er Danske Fragtmænds ”auto-banking” løsning, hvori faktura godkendes til automatisk elektronisk betaling ved forfald.