Generationsskifte i kranfirma
I forbindelse med et generationsskifte i FASSI Kraner ApS er virksomheden overtaget af Gert H. Rasmussen.
FASSI Kraner blev etableret for 15 år siden af Werner ”Ras” Rasmussen, der de seneste 40 år har beskæftiget sig med salg, reparation og vedligeholdelse af lastbilkraner.
FASSI Kraner har gennem de senere år oplevet stor vækst og hører i dag til blandt de førende mærker inden for lastbilkraner. ”Ras” overdrager en sund og veldrevet virksomhed, hvor servicefunktionen er styrket med eget værksted i Hvidovre og Silkeborg samt et landsdækkende net af servicepartnere. Salgssiden er desuden udvidet med en salgskonsulent i Jylland.
Fortsætter som hidtil
Formelt er FASSI Kraner ApS pr. 1. oktober 2006 overdraget til Ras’ søn Gert, men i praksis kører virksomheden videre, som den hele tiden har gjort:
»Kunder og leverandører kan fortsat nyde godt af Ras’ omfattende erfaring og ekspertviden inden for lastbilkraner. Han har pensionsalderen på Esplanaden som forbillede, så han vil uden tvivl være aktiv i firmaet en årrække endnu,« forsikrer FASSI Kraners nye adm. direktør, Gert H. Rasmussen.
FASSI Kraner er i dag en af verdens største kranproducenter med en produktion på ca. 9.000 enheder om året fra 1-150TM.
[add:4]